Lyt til artiklen

Burger King har fået røde ører efter at have modtaget en lussing fra Fødevarestyrelsen.

Kædens restaurant i Næstved har indkasseret en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner på grund af dårlig rengøring.

Under kontrolbesøget, der fandt sted 23. november, fandt Fødevarestyrelsen 'fasttørret snavs' flere steder i køkkenet, og kanter og samlinger var fyldt med 'sort snavs', står der i kontrolrapporten.

Også et apparat til varmholdelse af nuggets og bøffer var snavset med 'fedtede sorte belægninger', og der var snavset ovenover plastikskuffer.

Det er ikke første gang, at Burger King i Næstved har problemer med rengøringen. Foto: Google Street View
Det er ikke første gang, at Burger King i Næstved har problemer med rengøringen. Foto: Google Street View
Vis mere

'Det bliver rettet op med det samme,' bemærkede restauranten ifølge kontrolrapporten.

Fødevarestyrelsen kunne yderligere konstatere, at restauranten to dage forinden havde taget et desinfektionsmiddel i brug til daglig aftørring af borde i køkkenet, men bordene var ikke blevet efterskyllet med vand.

Det er ikke første gang, at Burger King i Næstved har problemer med rengøringen.

Et kontrolbesøg i juli måned udløste en indskærpelse, fordi flere borde i restaurantens spiseområde var fedtede og fulde af krummer.

Også i køkkenet var flere borde fedtede, og beholdere til salt og peber var snavsede, fremgår det af kontrolrapporten.

Burger King har sendt B.T. en skriftlig kommentar fra Marcus Voldum, som er presseansvarlig. Han beklager forholdene på Burger King i Næstved.

»Burger King har en lang række interne procedurer og kontroller for hygiejne, rengøring og madsikkerhed, som skal være med til at sikre en høj kvalitet i alle vores restauranter.«

»Vi sætter derfor hårdt ind internt for, at restauranten i Næstved lever op til Fødevarestyrelsens krav og ikke mindst den kvalitet, som vores gæster kender os for,« udtaler Marcus Voldum.