Så er vi ankommet til målstregen i B.T.s store supermarkedsdyst:

Efter supermarkedernes egne kunder har vurderet dem på pris, service, udvalg og indretning, har vi en endelig dom. Danmarks bedste og ringeste supermarkedskæder er kåret. Du får resultaterne lige her.

Men først skal vi lige forbi de to sidste parametre, efter kunderne de seneste dage først sendte Aldi til tops i parameteret 'pris' og Irma til tops i parameteret 'service'.

Nu gælder det kundernes vurdering af supermarkedernes udvalg og butikkernes indretning og renlighed.

På parameteret 'udvalg' er det de store varehuse Føtex og Kvickly, der topper listen og scorer top-point.

På parameteret 'indretning og renlighed' er det Irma, som indkasserer endnu en topplacering efterfulgt af Meny.

I den anden ende af skalaen ser det til gengæld skidt ud for discountkæden Fakta, som må se sig henvist til bundplaceringer på begge parametre.

Og så til den samlede stilling. Her starter vi med Danmarks bedste supermarked målt på kædens egne kunders vurdering.

Rema 1000 ender øverst.
Rema 1000 ender øverst. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Vinderen er Rema 1000.

Det er kædens solide placeringer i alle kategorier, der bliver afgørende.

For mens en kæde som Irma eksempelvis får toppoint på service, men så indkasserer en bundplacering på pris, har Rema 1000 tilsyneladende fundet en model, der placerer kæden relativt højt på alle parametre.

Efter en tredjeplads på pris, en tredjeplads på service, en fjerdeplads på udvalg og en syvendeplads på indretning og renlighed står Rema 1000 tilbage med det højeste antal samlede point og ender derfor på en flot førsteplads.

»Det er vi meget stolte af. Det betyder meget for os. Vi er et franchise-koncept med selvstændige købmænd, og vi er stolte af, at vi løfter den her opgave sammen,« siger Jonas Schrøder, kommunikationschef for Rema 1000:

»Vi har fået den her placering i andre undersøgelser også, så det motiverer os til at fastholde den placering. Det skaber et positivt pres.«

Og så til den kedelige ende af skalaen.

Her er det den i forvejen vaklende Fakta-kæde, som i høj grad er ved at blive omstillet til Coop 365-butikker, der må se sig henvist til sidstepladen.

Fakta ender altså med prædikatet 'Danmarks ringeste supermarkedskæde'.

»Det er desværre retvisende, at Fakta er i bunden af den her liste, selvom der også findes gode Fakta-butikker. Det er en kæde, som er blevet mishandlet gennem flere år af skiftende ledelser i Coop, og nu virker det, som om Coop totalt har opgivet Fakta,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel.

Mogens Bjerre, lektor på CBS, mener, at resultatet peger tilbage på Faktas ejer, Coop.

»Det her er Faktas egne kunder, som siger: 'Vi er skuffede over jer'. Det er et katastrofalt resultat. Den beslutning, der hedder, at Fakta skal genfødes og have et nyt navn, er den helt rigtige,« vurderer Mogens Bjerre:

»Faktas medarbejdere er totalt demoraliserede. De får konstant skældud og får at vide, at de ikke er gode nok. Ledelsen går åbent og taler om, at man vil konvertere butikkerne til et nyt koncept, og at det hele er noget lort. Så er det altså svært for Fakta at levere bedre, end de gør.«

Hos Coop erkender informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at det er for ringe, at Fakta ender med så markant en bundplacering.

»Vi er bestemt ikke tilfredse med, at kunderne giver Fakta den placering. Det skal vi gøre bedre. Vi har ikke opgivet Fakta. Der er Fakta-butikker, som konverteres til Coop 365, men der er også mange, der kører udmærket, og som vil fortsætte som Fakta,« siger Jens Juul Nielsen.

Han forklarer, at Coop fortsat arbejder for at løfte Fakta-kæden – blandt andet via uddannelse af medarbejderstaben.

»Det er korrekt, at situationen er demotiverende for medarbejderne i Fakta. Vi gør alt for at vende det og holder møder og samlinger for at fejre de ting, der lykkedes. Det er en vanskelig situation, men derfor gør vi også en stor indsats for at ændre det.«