December kan byde på seriøse hug i prisen på en række populære fødevarer til julemaden. 

Og allerede den første uge af december står det klart, at priskrigen er brudt ud i dagligvarehandlen.

Det viser et pristjek af 10 supermarkedskæders kampagner på 11 varer, som B.T. har fortaget

Særligt hæfter B.T.s pengeredaktør, Niels Philip Kjeldsen, sig ved de voldsomme nedsættelser i prisen på smør.

»Det er ret skarpe udlæg, vi ser her i den første juleavis fra supermarkederne, og især smør er vi allerede ret langt nede i pris på, hvor Bilka og Netto er nede under syv kroner bakken. Det er prisnedsættelser på over 70 procent, så det er aggressivt,« siger han. 

Dog har priserne langt fra ramt sit laveste niveau, vurderer pengeredaktøren: 

»Jeg tør godt sige, at vi har massive prisfald i vente de to kommende weekender. Når jeg ser hen over de 11 varer, vi har med i pristjekket, så er der ingen af dem, der har ramt bunden endnu.«

Ifølge Niels Philip Kjeldsen forbereder supermarkederne sig på julehandlen ved at spare op til at vinde kundernes gunst i december. 

»Der er flere kæder, som har sat store millionbeløb af til prisnedsættelser her i december. Det er en enormt hård kamp om kunderne, fordi vi bruger så enormt mange penge i december,« siger han. 

I denne uges pristjek af julevarer ender Bilka på toppen ved at have de billigste priser. Og det tegner godt for den supermarkedskæde, der lykkes med at have de billigste priser.

»Hvis du som kæde kan lykkedes med at stå rigtig skarpt på de her varer, alle skal have, så er der rigtig gode muligheder for, at kunderne handler alt muligt andet i butikken også. Det er formålet.«

Men du kan altså godt vente med at købe smør til hele december, for priserne har altså langt fra ramt bunden. 

»Vi har store prisfald i vente endnu. Det bliver en vild december,« siger Niels Philip Kjeldsen. 

Se det fulde pristjek og læs om, hvor du kan score de billigste juledagligvare i artiklen HER.