Vurderingsstyrelsen har mandag erkendt, at nybyggede huse i dyre boligområder i en række tilfælde har fået en for høj foreløbig vurdering.

Men det har B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen ikke meget tilovers for. Han mener i stedet, at erkendelsen tyder på et stort kaos.

»Isoleret set er det fint, at Vurderingsstyrelsen går ud og erkender, at der kan være fejl på det her område, men grundlæggende bidrager det til indtrykket af, at hele den her proces er gået fuldstændigt op i hat og briller.«

»Og det er ekstremt problematisk, for boligejerne aner nærmest ikke, hvad de skal forholde sig til efterhånden, og det bliver mere og mere mudret, mærkeligt og svært at forholde sig til – selv for førende eksperter på området.«

Niels Philip Kjeldsen, forbrugerredaktør, B.T.
Niels Philip Kjeldsen, forbrugerredaktør, B.T. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er erfaringer fra sagsbehandlingen og kvalitetssikringen af de nye, foreløbige ejendomsvurderinger, der ifølge styrelsen har vist, at der er ‘en risiko for, at ejendomsværdien kan blive for høje for nye huse i dyre områder’.

Siden vurderingerne blev sendt ud, har B.T. set mange eksempler på vurderinger, der er helt ved siden af.

B.T. havde blandt andet fået en henvendelse fra en borger i kvarteret Søvang i Hørsholm, som undrede sig over den nye, foreløbige vurdering.

Den lød til borgerens store forbløffelse på 13.535.000 kroner.

Løbende har vi så fået meldinger fra styrelsen og skatteministeren om, hvorvidt man kan komme til at klage, eller om vurderingerne bliver rettet.

»Først kunne man ikke klage, så kunne man godt under særlige omstændigheder. Så ville ministeren have undersøgt 68.000 vurderinger for fejl,« siger Niels Philip Kjeldsen.

»Ministeren har også været ude med otte eksempler i en form for forsvar for vurderingerne, hvor der viste sig at være regnefejl i nogle af dem. Nu får vi så den her melding, og jeg tvivler stærkt på, at det bliver den sidste fejl, man må melde ud om på den her måde.«

»Altså det er enormt rodet.«

Boligejerne kan kontakte Vurderingsstyrelsen, hvis de oplever at have meget skæve vurderinger.

Men sammenlagt er der knap to millioner, som bliver vedrørt af de nye vurderinger.

»Og problemet er jo helt grundlæggende, at det her vedrører knap to millioner danske boligejere meget direkte. Hvad er deres bolig vurderet til, og hvad skal de betale i skat?«

»De spørgsmål er der meget stor usikkerhed om for rigtig mange lige nu, og det er jo et stort problem.«

Det skandaleombruste nye ejendomsvurderingssystem skulle ifølge Skatteministeriets første skøn have kostet 81,8 millioner kroner at udvikle. I dag har prisen passeret fire milliarder kroner.