Telia har været en af de største spillere på det danske telemarked gennem årtier.

Men snart kan det være slut.

Energiselskabet Norlys har nemlig købt Telias danske forretning, og hvis man spørger B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, så er det meget sandsynligt, at det ellers populære teleselskab får et nyt navn.

»Jeg vil klart forvente, at Telia på sigt vil kendes som Norlys, og at man altså dermed ikke længere vil finde 'Telia' på det danske marked. Norlys har allerede Stofa og Boxer, og i sidstnævnte tilfælde har man omdøbt det til Norlys. Det forventer jeg også vil ske med både Stofa og Telia,« siger han og uddyber:

»Man vil give YouSee kamp til stregen som en udbyder, der kan give familier en alt-i-en løsning: tv, telefoni og internet. Når man vil det, så skal det naturligvis være under samme brand.«

Med købet overtager Norlys intet mindre end 1,5 millioner kundeforhold, ligesom man også får 50 procents ejerskab af TT-netværket, som er Danmarks største mobilnet.

I marts landede en anden stor nyhed om det danske telemarked, da amerikanske Financial Times kunne fortælle, at der er snak om en fusion mellem 3 og Telenor i Sverige og Danmark.

Og med den nyhed i baghovedet kalder B.T.s forbrugerredaktør Telia-købet for »en bombe«.

»Det er ikke en kæmpe overraskelse, at Norlys køber Telia, fordi de længe har ledt efter en vej ind på telemarkedet. Men det er en bombe under det danske telemarked. Der sker store ting, når man også tænker på den mulige fusionering mellem 3 og Telenor, så banen er kridtet til en helt ny fase i konkurrencen på telemarkedet,« siger Niels Philip Kjeldsen og uddyber:

»Når vi skruer tiden ét eller to år frem, så vil markedet nok se markant anderledes ud, end det gør i dag. Hvis vi ender med Norlys, en fusion af Telenor og 3 og så YouSee, så er det tre kæmper overfor hinanden.«

Det er Norlys og Telias forhåbning, at handlen kan være endelig i løbet af første kvartal af 2024.