Det går i den grad dårligt for dagligvarekæden Coop, som nu nedlægger yderligere 180 stillinger.

De fyrede skal findes på hovedkontoret i Albertslund.

Fyringerne overrasker ikke B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen.

»Det utrolige er, at i forhold til nyheder om Coop, så er fyring af 180 medarbejdere på hovedkontoret lige nu i den milde ende. Og det fortæller i sig selv historien om, hvor stor en krise Coop befinder sig i.,« siger han og fortsætter:

Coop nedlægger yderligere 180 stillinger oven i de 600 som blev meldt ud tidligere på året. Og B.T.s forbrugerredaktør frygter, at der kan være flere fyringer på vej.
Coop nedlægger yderligere 180 stillinger oven i de 600 som blev meldt ud tidligere på året. Og B.T.s forbrugerredaktør frygter, at der kan være flere fyringer på vej. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Fyringsrunden er klart udtryk for, at nu skal der altså virkelig ske noget i den koncern. Der er et akut behov for at skære i udgifterne og forbedre bundlinjen, og det skal effektivisering som den her bidrage til.«

I januar meldte Coop ud, at 600 stillinger ville blive nedlagt i forbindelse med lukningen af Irma og sammenlægningen fra otte til tre kæder.

Coop havde sidste år et samlet underskud på 628 millioner kroner.

»For bare en uge siden fik vi præsenteret det dårligste Coop-regnskab nogensinde med et driftsunderskud på en milliard kroner. I det perspektiv er det her en lille nyhed,« siger forbrugerredaktøren, som godt kan frygte, at der kan være flere fyringer forude.

»I forbindelse med regnskabet så vi nogle udtalelser fra Kræn Østergaard til Berlingske, hvor han mere eller mindre varslede fyringer. Så det er ikke overraskende. Og det vil nok heller ikke være noget chok, hvis vi ser mere af den slags fra Coop de kommende mange måneder.«

De mange fyringer kommer til at kunne mærkes i kæden. Også på moralen. Det er Niels Philip Kjeldsen overbevist om:

»Sådan noget her slider virkelig på moralen i en organisation. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Når du ser kollegaer blive fyret og skal læse om, at din arbejdsgiver er i kæmpe krise i medierne, så slider det på moralen,« siger han.

Der er dog ingen vej uden om fyringer, hvis Coop skal have rettet skuden op.

»Så selvom det kan virke voldsomt, så er det nok i Coops interesse at få revet plastret af og få lukket kæder og fyret i så koncentreret og periode som muligt, så det bliver nemmere for hele koncernen at se fremad og kigge mod de nye kæder og koncepter, der skal tegne Coop fremadrettet.,« siger Niels Philip Kjeldsen.