En af Danmarks allerstørste dagligvarekoncerner er under ekstremt pres og skal snart til at finde formen, hvis det ikke skal ende i en regulær nedsmeltning.

Sådan lyder analysen fra B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, efter Coop torsdag fremlagde sit værste regnskab nogensinde.

Driftsresultatet lyder på minus 1.024 millioner kroner.

På selve kerneforretningen har Coop 365discount, SuperBrugsen og de andre kæder under Coop-paraplyen altså tabt mere end en milliard kroner i 2022, mens bundlinjen efter skat og finansielle poster endte på et minus på 628 millioner kroner.

»Det er et grusomt regnskab for Coop. Et driftsresultat på minus en milliard kroner er alarmerende og understreger det, vi har vidst i nogle måneder: Coop er en koncern i dyb krise,« siger B.T.s forbrugerredaktør.

Coop har ikke lagt skjul på, at der var et meget rødt regnskab på vej, så det kommer ikke som nogen overraskelse.

»Størrelsesordenen passer meget godt med de meldinger, vi har fået. Men det er grimme tal. Det er det dårligste regnskab nogensinde for Coop. Det er et lavpunkt,« siger Niels Philip Kjeldsen.

For Coop-kunderne har det elendige regnskab allerede fået store konsekvenser, og flere vil følge.

Niels Philip Kjeldsen, forbrugerdaktør på B.T.
Niels Philip Kjeldsen, forbrugerdaktør på B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»I slutningen af januar så vi, at Irma lukkede, Coopmad.dk lukkede, og nu skal SuperBrugsen, Kvickly og få Irma-butikker så fusioneres til en Coop-kæde. Det er jo en direkte konsekvens af, at økonomien er så hårdt ramt, som vi ser i det her regnskab,« siger Niels Philip Kjeldsen.

Coop Danmarks administrerende direktør, Kræn Østergaard Nielsen, forventer også røde tal i år, men at der er sorte tal på bundlinjen igen i 2024.

»Men når man bare sidder og ser på de her tal, efterlader det indtryk af en koncern, som er i en ret alvorlig situation. Det her er nødt til at være bunden for Coop. Det skal gå op herfra, og det siger Kræn Østergaard jo også selv,« siger Niels Philip Kjeldsen.

Pengene væltede ud af Coops kasser i 2022.
Pengene væltede ud af Coops kasser i 2022. Foto: Signe Goldmann
Vis mere

Det har ifølge Coops regnskab været voldsomt dyrt at omdanne den fejlslagne Fakta-kæde til Coop 365discount-butikker. Den manøvre kostede i 2022 hele 750 millioner kroner.

»For mig er det lidt ildevarslende at se, hvor omkostningsfuldt det har været at lukke Fakta og omstille Fakta til Coop 365discount,« siger Niels Philip Kjeldsen og pointerer, at det bliver en hård kamp for Coop at tjene penge på discountbenet i forretningen:

»Coop 365discount går ind på et marked, som rummer Lidl, Rema 1000 og Netto. Det er tre dygtige discountkæder, som brager afsted lige nu. Det ser ud til at blive en kæmpe, kæmpe opgave at få Coop 365discount ind i det her marked.«

Coop-koncernen havde ved udgangen af 2022 1.031 butikker i Danmark og er dermed Danmarks næststørste dagligvarekoncern efter Salling Group, der driver Føtex, Netto og Bilka.