»Tyveknægtene camouflerer typisk de dyre varer i vognen ved at lægge en pakke toiletpapir over.«

Sådan lyder det fra Jacob Ring, der for tiden er en meget frustreret brugsuddeler i SuperBrugsen i Hinnerup.

Det skyldes, at brugsen den seneste tid har været plaget af tyveknægte, der åbenlyst ved, hvad der er lækkert.

Det er nemlig varer som ost, kød og spiritus, de helt dyre af slagsene vel at mærke, der bliver smuglet med ud af butikken.

Her ses varerne under pakken med toiletpapir.
Her ses varerne under pakken med toiletpapir. Foto: SuperBrugsen, Hinnerup
Vis mere

»Det lugter langt væk af bestillingsarbejde netop fordi, det er de helt dyre varer. Og der kan være for rigtig mange penge i en vogn. Vi har regnet os frem til, at der sammenlagt kan være varer for mellem 3.000 og 5.000 kroner i én vogn,« fortæller Jacob Ring.

Hos SuperBrugsen i Hinnerup kan man se et mønster på tyverierne. De foregår nemlig oftest i ydertimerne, hvor bemandingen og kunderne i butikken er begrænset.

En af de ansatte, der har været vidne til et tyveri, er Louise Nordstrøm Skau.

I et opslag på Facebook udtrykker hun sin frustration:

Både Louise og Jacob håber, at lokalsamfundet vil hjælpe dem med at være opmærksomme, så tyverierne bliver opdaget.

For ifølge Jacob Ring er det langt fra alle indbrud, de finder ud af.

»Alene i den seneste uge har vi haft tre tyverier. Det er altså kun en lille del af det samlede billede, og vi fanger måske kun ti procent af det, der sker,« fortæller han.

Og det har store konsekvenser for brugsen:

»Fordi tyverierne sker så jævnligt, og det drejer sig om så store beløb, rammer det vores forretning og drift – og så i sidste ende også vores kunder,« lyder det fra Jacob Ring.

Jakob Ring er brugsuddeler i SuperBrugsen i Hinnerup.
Jakob Ring er brugsuddeler i SuperBrugsen i Hinnerup.
Vis mere