Flere hundredtusinder af danskere bruger trafikappen Fartkontrol.nu, hvor bilister via telefonen kan blive advaret om politiets fartkontroller, før blitz-fælden klapper.

Nu lukker den populære app.

Det skriver Avisen Danmark.

Baggrunden er de nye, tekniske krav fra Google Maps, fremgår det i en besked i appen.

»Det er med stor ærgrelse, at vi ikke har mulighed for at drive appen videre på grund af tekniske udfordringer og nye krav fra Google Maps, vi ikke er i stand til at imødekomme,« lyder beskeden ifølge Avisen Danmark.

Fartkontrol.nu lukker ned ved udgangen af januar.

Appen, der er gratis, har eksisteret siden 2012.

Ifølge sin hjemmeside har Fartkontrol.nu over 300.000 aktive brugere i Danmark.