Der var tale om endnu et slag med den helt store hammer, da MGM, Universal og producerne på den nye James Bond-film, 'No Time to Die', fredag meldte ud, at biografpremieren for anden gang er udskudt.

I normale tider ville den melding være ærgerlig. I coronatider kan den blive livstruende for biografer over hele verden. Også i Danmark bidrager den til en i forvejen dyb, dyb krise.

Først skulle James Bond-filmen være vist i april 2020, så blev den skubbet til november, og nu er Bond-filmen, som traditionelt er en enorm billetsælger, udskudt endnu en gang – til april 2021.

Det har allerede nu fået alvorlige konsekvenser for den nødlidende biografbranche.

Den seneste udskydelse af den nye James Bond-film er katastrofal for biografer over hele verden.
Den seneste udskydelse af den nye James Bond-film er katastrofal for biografer over hele verden. Foto: JOERG CARSTENSEN
Vis mere

I Storbritannien har James Bond-nedturen fået landets største kæde, Cineworld, til at varsle, at den nu lukker sine 128 biografer i flere måneder, da driften af biograferne ikke længere er holdbar, skriver The Times.

I USA vakler verdens største biografkæde, AMC, på randen af konkurs. Den har seks måneder tilbage at leve i, skriver Deadline.

Og i Danmark er det et voldsomt slag mod en branche, som nu i flere måneder har kørt med en omsætning, der er 50 procent under det normale.

Det svarer til flere hundrede millioner kroner i tabt omsætning.

En blanding af coronarestriktioner og manglen på nye film at vise publikum har haft stor betydning for antallet af besøgende.

»Vi havde regnet med, at James Bond skulle stå for 5-10 procent af billetsalget i år, fordi salget i forvejen er relativt lavt, så det er selvfølgelig virkelig ikke godt, at den film nu ikke kommer,« siger Lars Werge, direktør for Danske Biografer:

»Det bidrager kraftigt til, at der er en følelse af panik og opgivenhed. Vi er inde i den perfekte storm. Der er ikke rigtigt noget, der går biografernes vej i øjeblikket.«

Han har ikke kendskab til, at nogen kæder i Danmark overvejer at lukke ned i en periode ligesom Cineworld.

Men han er ikke i tvivl om, at der er et stort økonomisk pres på branchen.

»Biograferne i Danmark spiser lige nu af deres opsparing, de laver aftaler med leverandører, og de låner penge i banken for at holde sig i gang,« siger Lars Werge:

»For et halvt år siden var der en forventning om, at vi ville være tilbage på et normalt niveau i fjerde kvartal. Den forventning er vi nu langt forbi. Nu handler det mere om, hvor lang tid det her varer, og hvor længe man kan blive ved uden et fast flow af gæster.«

På trods af den nu længerevarende krise i biograferne har der endnu ikke været eksempler på konkurser.

»Det er vi selvfølgelig glade for, men det er udtryk for, at flere af de her biografer har drevet en fornuftig forretning og har lidt penge at gøre godt med,« siger Lars Werge:

»Der er virkelig mange biografejere derude, som lige nu er under stort pres.«