Det var et tilbagevendende problem, som i sidste ende fik Maria Waterstradt og hendes familie til at hoppe med på vognen.

Når Maria, hendes mand og deres to børn hver søndag sad og talte om, hvad de skulle handle ind til aftensmad i den kommende uge, løb det ud i sandet, fordi ingen rigtigt vidste, hvad de havde lyst til. Så Maria tog affære.

De seneste tre år har familien fra Hornbæk været del af en hastigt voksende tendens i Danmark. Og det har sparet dem både tid og en hel del penge.

»Jeg begyndte at undersøge muligheden for at få måltidskasser leveret. Siden har vi købt mange af dem hos flere forskellige firmaer,« forklarer 40-årige Maria Waterstradt og uddyber:

Maria Waterstradt og familien har fået måltidskasser gennem længere tid.
Maria Waterstradt og familien har fået måltidskasser gennem længere tid. Foto: Privat
Vis mere

»Det sparer os tid, fordi vi slipper for at stå og glo nede i supermarkedet. Og det har sparet os en del penge, fordi vi ikke har lige så meget madspild og ikke bliver fristet til impulskøb.«

Konceptet med måltidskasser er simpelt: Du får leveret ingredienser og opskrifter til tre eller fire aftensmåltider for et fast beløb hver uge.

Et beløb, der kan variere meget, alt efter hvor du køber dine måltidskasser henne, viser en gennemgang af otte udvalgte udbydere, som B.T. har gennemgået.

Hvis du for eksempel vælger måltidskasser til fire mennesker tre aftener om ugen, er der godt 200 kroners forskel fra den dyreste leverandør til den billigste – hvilket altså løber op i knap 10.000 kroner om året.

Prisforskellen er blandt andet udtryk for hård konkurrence.

Tusinder af nye kunder bestiller måltidskasser hver måned, ligesom stadig flere firmaer melder sig ind i kampen om at sælge dem.

»De er ingen tvivl om, at det er et voksende marked i Danmark, og det er interessant, at der kommer så mange nye spillere, som kan se et potentiale i det her,« siger Flemming Birch, ekspert i forbrugertendenser ved Birch og Birch:

»Danskerne er ikke særligt fantasifulde i forhold til madlavning, og der er måltidskasserne noget, der kan være inspirerende. Og så er de fleste af dem også sunde.«

En anden vigtig faktor i udbredelsen af måltidskasser er danskernes travle hverdag.

Efter flere års frit fald er danskerne nu nede omkring 20 minutters tidsforbrug, når de skal lave aftensmad.

Et tidsforbrug, som giver gode vilkår, hvis man er et firma, der vil sælge måltidskasser.

»Med måltidskasser får man trods alt følelsen af, at man selv laver sin mad, mens man skærer det besværlige væk: At handle ind og finde opskrifter til maden selv,« forklarer Jon Fuglsang, madsociolog ved Professionshøjskolen Metropol:

»De falder godt ind i tidsånden, for måltidskasser er del af convenience-bølgen, men de er det på en måde, der gør, at folk alligevel kan bevare stoltheden ved selv at have tilberedt deres mad.«

I Hornbæk erkender Maria Waterstradt, at det betyder meget, at de kan spare tid ved at købe måltidskasser.

Og så giver også lidt til familiehyggen, at man trods alt selv skal tilberede maden:

»Ungerne er ofte med til at lave maden, og det betyder meget. De lærer, at det tager tid at lave mad, og de bliver så stolte, når de selv har været med,« forklarer Maria Waterstradt:

»Jeg er personligt heller ikke specielt interesseret i at lave mad, men når man får de her opskrifter, er det sgu meget sjovt.«

Der er dog også udfordringer med måltidskasserne. Alt er ikke et skønmaleri.

Prisforskellen er store, og det kan være svært at gennemskue, hvordan kvaliteten af råvarerne egentlig er.

Og så kan det også blive en lille smule ensformigt og besværligt.

»Vi har allerede brugt Retnemt, Aarstiderne, Simple Feast og Skagenfood. Vi er ikke så glade for dem, hvor det er færdiglavet, og vi er ikke så glade, når det er kompliceret,« siger Maria Waterstradt.

Og netop det, at en del kunder har det med at skifte meget imellem de forskellige udbydere for at prøve noget nyt, er en udfordring for dem, der sælger måltidskasser.

En del er allerede lukket ned igen, fordi markedet er så hårdt.

»Det er dyrt at få nye kunder ind via markedsføring, og kunderne er ikke særligt loyale. Det svært at lave en måltidskasse, som bliver ved med at være interessant,« siger Flemming Birch:

»Så det er en stor udfordring, og det er en af grundene til, at vi eksempelvis så Coop droppe deres måltidskasser igen: Det er svært at komme i gang med.«