Det har været en usædvanlig god dag for selskaberne i det danske aktieeliteindeks C25.

Oven på en forlænget store bededagsweekend bragede eliteaktierne mandag op med samlet 1,9 procent.

Novo Nordisk har i den grad medvind på cykelstierne i øjeblikket, hvor medicinalgiganten bæres frem af blandt andet storsællerten Wegovy, som er medicinalgigantens nye lægemiddel mod fedme.

Flere storbanker og finanshuse var ifølge Børsen mandag ude med købsanbefalinger af Novo-aktien, som endte med et kurshop på bundsolide 4,8 procent på ugens første børsdag.

Novo Nordisk er C25-indeksets tungeste aktie, så fremgangen for Novo-aktien var i den grad til at trække hele indekset op mandag.

Også NKT havde en fremragende dag på børsen og steg med 5,6 procent, mens rederigiganten Mærsk sejlede en stigning på 2,2 procent hjem.

Blot tre af C25-selskaberne endte mandag i rødt.

De gode takter i C25 er også godt nyt for danske pensionsopsparere, da de fleste pensioner investeres i blandt andet aktier.

Efter et horribelt 2022, hvor danske pensionsopsparere mistede astronomiske summer i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, er pensionsopsparerne herhjemme kommet godt fra start i 2023.

For eksempel har en typisk pensionsopsparer i Danmarks største kommercielle pensionsselskab, PFA, indtil nu høstet et afkast på 4,55 procent på en opsparing med en middelhøj risikoprofil, hvor 75 procent af opsparingen investeres i aktier.

Havde PFA-opspareren en million kroner på sin pensionsopsparing 1. januar i år, har det altså givet et afkast på godt og vel 45.000 kroner frem til og med 8. maj.