Bookinger steget med 40 procent: 'Et ekstremt højt niveau'


Juleferien er ikke engang begyndt, men sommerferien er tilsyneladende allerede begyndt at spøge hos flere danskere.
»Efterspørgslen ligger på et ekstremt højt niveau på nuværende tidspunkt,« som Jan Lockhart, direktør hos Sunweb, konstaterer.
Hos rejseselskabet, der er et af de største i Danmark, har man således oplevet en usædvanlig tidlig lyst til at booke sommerferierejser. Allerede her i december.
På nuværende tidspunkt er salget hos Sunweb 40 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

»Det er i særdeleshed skolernes sommerferie, der lige nu er i høj kurs, og det er ret tidligt i forhold til, hvornår vi ellers ser efterspørgslen sætte ind,« siger Jan Lockhart:
»Det er stadig små tal, fordi det plejer først at være i januar, det for alvor tager fart, men vi kan altså se, at det rykker kraftigt allerede nu. Hvis vi kigger på tendenserne, er vi langt foran tallene fra sidste år.«
Han slår fast, at det ikke er usædvanligt – snarere tværtimod – at en dårlig dansk sommer resulterer i øget efterspørgsel for det kommende år.
Og sommeren 2023 var ikke vejrmæssigt noget at råbe hurra for.
Alligevel er han overrasket over, hvordan det går.
»Det er mere, end vi havde drømt om,« siger Jan Lockhart.
For sommeren 2023 var også forbundet med flere usikkerhedsfaktorer. Ikke mindst de voldsomme hedebølger i den sydlige del af Europa.
»Det har kreeret lidt spørgsmålstegn i forhold til, hvor meget danskere har haft lyst til tage afsted,« siger han:

»Men hvis man skal sætte det lidt på spidsen, ser det ud til, at udsigten til 35 grader sydpå tilsyneladende er at foretrække frem for 15 grader ved Vesterhavet. Og det har fået mange til endnu hurtigere at være ude og sikre sig pladser i solen.«
Det understreges også af, at Grækenland hos Sunweb er den største højdespringer i forhold til bookede rejser, selvom sommeren her var præget af udpræget høje temperaturer samt skovbrande.
Jan Lockhart fra Sunweb ser desuden et mønster i, at bestillingerne til de mest eftertragtede ferieuger, herunder også påskeferie, vinterferie og påske, generelt er begyndt at komme tidligere og tidligere.
»Folk ser ud til at være bange for at brænde nallerne og være for sent ude,« siger han.