Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Stigende priser, højere renter, krig i Europa og rekordlav forbrugertillid.

Selvom der er nok at bekymre sig om som forbruger, er interessen for at købe bolig stor. Og det overrasker Christian Hilligsøe Heining, der er cheføkonom i Realkredit Danmark.

En ny undersøgelse fra Home viser, at 15,3 procent af danskerne har planer om at købe bolig det næste halve år.

En stigning fra de 12,7 procent, der i januar 2022 havde planer om at føre boligdrømmene ud i livet.

'I sig selv er det overraskende, at købsinteressen ikke synes at køle lidt – både i lyset af de stigende renter og høje inflation – men også set i lyset af, at forbrugertilliden over de seneste måneder er styrtdykket til de laveste niveauer i cirka 30 år,' lyder det fra Christian Hillingsøe Heining i en pressemeddelelse.

Boligmarkedet ser altså ikke ud til at være i gang med en større opbremsning. Tværtimod.

Til sammenligning var det for et år siden i april 2021 14,9 procent af danskerne, der havde planer om at købe bolig.

Men kan interessen blive ved med stige? Ikke hvis man spørger Christian Hilligsøe Heining.

»Det er vores forventning, at boligmarkedet før eller siden vil gå ned i tempo som følge af især den seneste tids betydelige rentestigninger,« siger han og fortsætter:

»Boligmarkedet er rentefølsomt, men der vil dog altid være en vis forsinkelseseffekt fra højere renter til boligpriserne – typisk siger man, at der kan gå op til et år eller to, før renteeffekten for alvor er slået igennem på boligmarkedet.«

Tidligere på måneden varslede Nordea Kredit, at et 4-procentslån med 30 års afdragsfrihed ville åbne. Det er nu sket.

Og når renten stiger, bliver det dyrere at låne penge.

Faktisk vil der være en ekstraregning på op til 619.000 kroner per lånt million på et 4-procentslån med 30 års afdragsfrihed sammenlignet med et 1-procentslån med 30 års afdragsfrihed, som man kunne få for bare 14 måneder siden.

Andre læser også