Renterne banker i vejret i rekordtempo.

For bare sytten måneder siden kunne boligejerne gå ud af banken med et 30-årigt fastforrentet lån med en rente på bare 0,5 procent i hånden.

Nu er renten bogstavelig talt 10-doblet, da både Nordea Kredit og Realkredit Danmark er på vej med fastforrentede lån med en rente på fem procent.

De voldsomme rentestigninger giver gode muligheder for at skære velvoksne lunser af restgælden for de boligejere, der nåede at sikre sig et lån med den rekordlave rente.

Det skyldes, at kursen på 0,5-procentslånene er raslet ned, i takt med at renterne er steget. Og når kursen falder, kan man købe sin gæld billigt tilbage.

Lige nu er kursen på et 30-årigt 0,5-procentlån med 10 års afdragsfrihed helt nede i 67,8 procent.

Det betyder, at man i et hug kan skære en restgæld på en million kroner ned med over 300.000 kroner til bare 696.000 kroner, hvis man omlægger til et fastforrentet 5-procentlån med 10 års afdragsfrihed.

Det viser beregninger, som Nordea Kredit har foretaget for B.T.

Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.
Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.
Vis mere

Hvis man har en restgæld på tre millioner, kan man altså barbere den ned til næsten to millioner kroner.

Men lånefinten kommer med en pris, understreger chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

»Ulempen ved at konvertere op i rente er, at man skal betale mere hver måned. Enten i form af en højere ydelse eller i form af et lavere afdrag på gælden. Det skyldes, at man bytter et lån med en lav rente ud med et lån med en højere rente,« siger hun.

Helt konkret stiger den månedlige ydelse med 1.480 kroner efter skat, hvis man omlægger et 0,5-procentlån med 10 års afdragsfrihed med en restgæld på en million kroner til et 5-procentlån med en restgæld på 696.000 kroner og 10 års afdragsfrihed.

Med et lån på tre millioner kroner stiger den månedlige ydelse altså næsten med 4.500 kroner svarende til 53.280 om året efter skat.

Det kræver altså en god portion luft i økonomien at foretage denne manøvre.

Samtidig er der ikke tale om en sikker gevinst. Den store reduktion i restgælden bliver nemlig måned for måned spist op af den højere rentebetaling.

Hvis renten ikke falder igen, vil det nye lån på sigt være dyrere at betale af end det gamle med den lave korte.

Kun hvis renten falder igen, og boligejeren kan omlægge 5-procent lånet til et nyt realkreditlån med en lavere rente, har det været en god forretning at gå ud af 0,5-procent lånet.

»Man skal altså have en forventning om, at renten falder igen, før man bør lægge om til en højere rente,« siger Lise Nytoft Bergmann.

For boligejere, der står overfor at skulle sælge inden for en kort tidshorisont, forholder det sig anderledes. Her kan det ifølge Lise Nytoft Bergmann være en god idé at tage gevinsten hjem nu, i stedet for at vente til den dag, boligen rent faktisk bliver solgt.