»Butikkerne holder desværre lukket, mens vi arbejder på en afklaring omkring den fremtidige drift.«

Det står der i døren af Boconcepts to butikker i Danmark.

Kæden, der blev grundlagt i Herning i 1952, er nemlig presset på økonomien, skriver Børsen.

Boconcept har 300 butikker i 67 lande især på franchisemodellen, og administrerende direktør Mikael Kruse Jensen fortæller, at det ikke er en generel tendens, at Boconcepts partnere og franchisetagere lukker butikker, men Skandinavien har været hårdt ramt af inflationen.

»Det har været en hård tid for vores branche, og derfor har vores partner i Danmark måttet lukke butikkerne. Det er udelukkende af finansielle årsager, at de har måttet lukke. Det er vi kede af, men vi har i en periode i tæt samspil med partneren set på, hvad vi kunne gøre, og det er så endt her,« siger Mikael Kruse Jensen til Børsen.

De arbejder nu på at se, om de danske forretninger kan reddes.

I Danmark er Boconcepts partner Jon Henriksen, der ifølge Børsen også ejer Beepr, en prisovervågningsapp. Han vil dog p.t. ikke kommentere situationen over for mediet.

Til gengæld har Mikael Kruse Jensen ambitioner om at have flere butikker end de to i Ishøj og København i Danmark.