Black friday var en skuffelse for store dele af detailhandlen i Danmark.

Også selvom eksempelvis elektronikkæden Power rapporterede om rekordomsætning og en stor stigning i salget.

Danskerne brugte nemlig 4,7 procent færre penge end sidste år på black friday i flere store brancher, viser nye tal for kortforbruget fra Danske Bank.

For hele ugen var der tale om et fald på 2.5 procent i forhold til den tilsvarende periode i 2021.

Nedgangen kommer selvom priserne i samme periode er steget voldsomt, og det betyder altså, at der er tale om et ganske mærkbart fald i det reelle forbrug, noterer banken sig i en analyse.

Værst er det gået ud over butikker, som sælger ting til hjemmet. Elektronikforretninger oplevede et fald på hele 17,1 procent, mens møbelforretningernes omsætning faldt med 15,6 procent i forhold til sidste år.

Hos gør-det-selv-forretninger ligger omsætningen 10,4 procent under 2021-niveau.

»Der er ingen tvivl om, at det her er dybt bekymrende for detailhandlen. Vi har set tendens til en opbremsning i forbruget i nogle måneder nu, og det her er endnu et klart signal. Der er hårde tider på vej; det er der efterhånden ingen tvivl om,« siger B.T.s forbrugerredaktør Niels Philip Kjeldsen.

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han konstaterer, at danske forbrugere ikke kan følge med mere.

»Reallønnen er blevet slagtet i år – vores købekraft er stækket. Selv hvis vi ville, er der mange forbrugere, som simpelthen ikke kan følge med priserne længere, og så er der kun én mulighed: At træde på bremsen,« konstaterer Niels Philip Kjeldsen.

»Hvis denne her tendens fortsætter gennem december – og det er der meget, der tyder på – så bliver det en brutal afslutning på året for detailhandlen,« spår han.

Midt i skuffelsen gemmer sig også positive tal, eksempelvis for salget af sko og tøj. Tøjsalget ligger på et stort set uændret niveau, mens salget af sko steg med 7.9 procent i forhold til 2021.

Sidste år, konstaterer Danske Bank, klarede ting til hjemmet sig stærkt under coronanedlukningen, mens produkter til sociale anledninger, som i store dele var aflyst, lå lavt.

Hos servicebranchen konstaterer man derfor også i år, at forbruget i koncertsale og teatre er steget med 23,6 procent. Og danskerne brugte i black week 4,2 procent flere penge på restaurantbesøg end for et år siden.