Det er et af de dyreste huse, der nogensinde er handlet på Østerbro, og også i det hele taget befinder ejendommen her sig helt i toppen af markedet, når det kommer til salgspriser.

I vinteren kunne et 214 kvadratmeter stort hus i den eksklusive københavnerbydel nemlig se sig selv solgt for intet mindre end 37,25 millioner kroner. Det skriver Boliga.dk.

Bag handelen står den 36-årige iværksætter Christian Kirk Rasmussen, der er medstifter af bettingfirmaet Better Collective, og fruen Kathrine Kirk Rasmussen.

Ejendommen blev solgt uden om det officielle marked i en såkaldt skuffesag af mægleren Camilla Thouber, der bekræfter handlen over for Boliga, men ikke har yderligere kommentarer til salget.

På mæglerens hjemmeside er ejendommen beskrevet som et 'totalrenoveret arkitektonisk mesterværk' med blandt andet sildebensparket, stuk, fem meter til loftet, stuer en suite, walkincloset, flere værelser og et tilhørende erhvervsareal.

Mange penge

Handlen blev officielt indgået i december sidste år, men er altså først netop blevet tinglyst. Kirk Rasmussen-parret er dog ikke de eneste, der har haft den helt store pengepung fremme på det seneste.

Ifølge helt nye tal fra Boliga.dks salgsprisarkiv er der i år alene solgt fire huse til mere end 20 millioner kroner, ligesom en enkelt lejlighed også er med i det eksklusive selskab. Lejligheden blev nemlig solgt på bare syv dage for 24 millioner kroner, og også denne har postnummer på Østerbro.

Københavns Ø-bydel er da også gennemsnitligt blandt ikke bare hovedstadens, men hele landets absolut dyreste steder at være på boligjagt.

En gennemsnitlig ejerlejlighedskvadratmeter på Østerbro koster nemlig 48.741 kroner. Mens huskvadratmeterne p.t. er de dyrest udbudte i hele landet med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 67.350 kroner. Det giver et forspring på 1.800 kroner ned til Charlottenlund på andenpladsen.*

Kvadratmeterprisen på Østerbro betyder, at et gennemsnitligt hus på 120 kvadratmeter løber op i godt og vel otte millioner kroner, til sammenligning lyder landsgennemsnittet for et hus på samme størrelse på lige knap 1,8 millioner kroner.

Ifølge flere medier høstede Christian Kirk Rasmussen og iværksætter-partneren Jesper Søgaard stort, da de i 2018 børsnoterede deres virksomhed. Ifølge Finans.dk sluttede Better Collective sidste år af med et resultat efter skat på lidt over 100 millioner kroner.

Se huset her.