Der bliver rykket lidt i toppen af det danske boligmarked, hvor højdespringerne i landets absolutte pristop netop har fået selskab af en 412 kvadratmeter stor villa med egen tennisbane og pool.

Grunden er den største, der p.t. er udbudt til salg i den ultramondæne København-forstad Charlottenlund - og dette er sandsynligvis blandt årsagerne til, at prisen er tikket op på hele 58 millioner kroner - hvilket placerer villaen som den tredje dyreste, der for øjeblikket er til salg i landet. Det oplyser boligsitet Boliga.dk.

Det er liebhavermægleren Lützau, der står for handlen, og i deres salgsannonce beskrives ejendommen som en “helt exceptionel palævilla, diskret og fuldstændig ugeneret beliggende”.

Børnebadeværelser og sauna

For de flestes vedkommende strækker listen over rum på hjemmeadressen sig sandsynligvis fra køkken-alrum via et par soveværelser til bryggers - og måske en kælder.

Men er man oppe og betale de helt store millionbeløb, kan man selvfølgelig pryde sit boligcv med lidt mere ekstravagante rum. Huset her byder således på hall med pejs, herreværelse, opholdsstue med udsigt til tennisbanen, børneværelser og børnebadeværelser - en forældreafdeling med badeværelse en suite - og også et poolhus med sauna. Fornødenhederne har forretningsmanden og shippingiværksætteren Christian Levin nydt godt af i en årrække.

I hvert fald er det ham, der nu skal til at pakke flyttekasser og aflæse elmålere på den eksklusive adresse, som han ifølge Boliga.dks oplysninger købte i 2010. Den gang lød prisen på godt 30 millioner kroner - og så var det vel at mærke uden det store grundareal.

Med 58 millioner kroner stående på salgsopstillingen løber kvadratmeterprisen op på godt 140.000 kroner. Til sammenligning lyder den gennemsnitlige kvadratmeterpris på samme boligtype i området på lige knap 66.000 kroner.

Se palævillaen her