Står du også af og til med spørgsmålstegn i øjnene, når en dagligvarebutik skilter med et godt tilbud? Ny funktion vil hjælpe dig med at lure, om tilbuddet er galt eller genialt. Woman.dk tester, om det virker.
Du kan ikke nærme dig et supermarked uden at se gule mærkater og udråbstegn sammen med en fremhævet pris.
Men er prisen på skiltet nu egentlig et godt tilbud eller et smart salgstrick?
Er der faktisk kroner at spare på den skyr, du om lidt står med i hånden?
Læs også: Vidste du, at du ofte kan få penge tilbage for et udløbet gavekort? Se her hvordan
Den problematik har Tilbudsaviseronline.dk nu valgt at tage fat på med deres nye funktion: Prisoversigten.
»Med prisoversigten kan brugere nemt sammenligne tidligere priser med nuværende tilbudspriser. Resultatet? Forbrugerne kan endelig afgøre, om et tilbud faktisk er fordelagtigt, eller om det blot er smart markedsføring,« skriver Tilbudsaviseronline.dk i en pressemeddelelse.
Woman tester
Woman.dk prøver den nye prisfunktion af med vores fem mest søgte dagligvarer i 2024, ifølge eTilbudsavis-appen: Æg, smør, skyr, Pepsi Max og kylling.
Æg
Søgningen "æg" giver 39 tilbudshits, men det er desværre ikke alle tilbuddene, der er relevante, da hjemmesiden også viser chokoladeæg og elektronik fra mærket AEG. Vi indsnævrer derfor søgningen til "økologiske æg".
Læs også: Vi spiser for 975 kr. på en uge i en familie med to voksne og tre børn

Vi får hurtigt et overblik over, hvilke butikker der har tilbud på økologiske æg, og hvad prisen er i de forskellige butikker.
Billigste pris: 10 kroner for otte økologiske æg fra Meny.
Når vi klikker ind på bakken med æg fra Meny, er det dog ikke muligt at se deres prisfunktion, og vi kan heller ikke se, hvad den vejlende pris for æggene er. Dog kan vi med sund fornuft vurdere, at 10 kroner for otte økologiske æg er en god pris.
Smør
"Smør" giver 13 resultater på tilbud.
Billigste pris: 11,99 kroner for MinusL Smør fra Citti.
Vi klikker også ind på en populær pakke Lurpak smør. Prishistorikken for en pakke 200 gram Lurpak smør til 20 kroner fra Føtex siger, at der tidligere har været samme tilbud, og med de generelle høje priser på smør, er det heller ikke så svært at rafle om, at det er en god pris for kvalitetssmør – en pakke Lurpak Smørbar koster for eksempel 32,95 i Coop 365 som normalpris.
Woman har tidligere skrevet om, hvordan vi prioriterer at storindkøbe smør, når det er på tilbud, og her ville det give mening at gå efter kiloprisen på smør. Du kan rangere dine resultater på Tilbudsaviseronline.dk i laveste pris, men den viser kun per produkt og ikke i forhold til kiloprisen, så her må du selv holde øje.
Skyr
Den islandske skyr ligger i toppen over, hvilke sunde morgenmadsprodukter vi foretrækker. Derfor vil vi gerne finde surmælksproduktet til en god pris. Vi indsnævrer søgningen til "vaniljeskyr," som giver 21 resultater.
Billigste pris: 10 kroner for 400 gram Skyr fra 365 discount.

Da vi kigger på prishistorikken kan vi se, der har kørt et lignende tilbud før, og du får derfor rent faktisk et tilbud på skyr.
På den generelle oversigt ser vi også tilbud på skyr med 1000 gram. Her kunne vi ligesom med smør også godt bruge et overblik over mindste kilopris.
Da vi klikker ind på andre skyrtilbud, kan vi også se, hvordan det ikke er på alle tilbudsresultater, vi kan se en en prishistorik. Der findes dog en forklaring, lyder det fra Sebastiaan Kaland, grundlægger af Tilbudsaviseronline.dk.
»Vi bygger denne funktion trin for trin. Hver uge tilføjer vi flere produkter og data, så prisoversigten bliver mere komplet.«
Pepsi Max
Vores all time sodavandsfavorit giver 71 tilbudsresultater, hvor der indgår både tilbud på 1 liter, 1,5 liter og 0,33 liter. De mange størrelser gør processen uoverskuelig, og det er svært at gennemskue, hvor vi finder den bedste pris på Pepsi Max.
Billigste pris: 17 kroner for 1,5 liter Pepsi Max i Rema 1000.
Vi klikker ind på Rema 1000, der har 1,5 liter pepsi max på tilbud til 17 kroner. I prishistorikken kan vi se, at produktet før har været på tilbud til 16 kroner, og at 1,5 liter Pepsi Max er også på tilbud til 17 kroner hos Kvickly – så der er rent faktisk tale om et tilbud.
Kylling
Kylling er ikke kun den femte mest søgte dagligvare, den er også den anden mest populære aftensmad for os i 2024, skriver Madkulturen.
Vi har indsnævret vores søgning til hakket kyllingekød, som giver ni resultater.
Billigste pris: 20 kroner for 400 gram hakket kyllingekød fra 365 Discount.
Vi klikker ind på tilbuddet fra Coop 365 med 450 gram kylling til 20 kroner. I prishistorikken kan vi se, at varen før har været på tilbud til 20 kroner, og der må derfor en god pris for kylling.

Testen er lavet 13. marts, 2025, og tilbuddene kan derfor variere.
Alt i alt
Tilbudsaviseronline.dks nye prishistorik giver et fint overblik over, hvad populære varer før har været sat ned til, og giver os også et fint indblik i, hvad vi kan forvente at betale i en verden med skiftende priser og inflation.
Det er et fint værktøj til at tjekke, hvor vi kan få det bedste tilbud og hvornår. Dog er det ikke alle produkter, der er tilstrækkelig data på endnu, og derfor er det svært at sammenligne med tidligere priser. Vi savner også normalprisen, da det kan være svært at sammenligne 100 procent, når man ikke kender til den pris.
Summasumarum: Siden giver et overblik over, hvilke butikker, du kan hente den bedste pris på din vare – og det giver især mening at tjekke den ud, inden du for eksempel skal storindkøbe smør eller skyr.