»I mit liv har jeg set to demonstrationer af teknologi, der slog mig som værende revolutionerende.«
Ordene er Microsoft-stifter Bill Gates', og den første kom i 1980, men den anden er helt ny og ramte ham sidste år.
»Det her vil ændre, hvordan mennesker arbejder, lærer, rejser, får sundhedshjælp og kommunikerer med hinanden,« skriver han videre.
Det er kunstig intelligens, Bill Gates skriver om. Nærmere bestemt teknologier som ChatGPT, den hypede kunstige intelligens - eller AI - som netop nu fascinerer verden.
Det er et nyt blogindlæg, han har skrevet, hvor han kalder den nye udvikling fundamental og definerende ligesom opfindelsen af den personlige computer, internettet og mobiltelefonen.
Under titlen »Den kunstige intelligens' tidsalder er begyndt« skriver Bill Gates om, hvor imponeret han er over den nye teknologi, og hvordan han forudser, den kommer til at ændre verden.
Han mødte allerede holdet bag i 2016, skriver han, og blev hurtigt imponeret over, hvad den kunne udrette, og nævner først, at den klarede en eksamen og dernæst skrev en betænksom besked til et eksempel med en far med et sygt barn.
»Jeg vidste da, at jeg lige havde været vidne til den vigtigste teknologiske udvikling siden udviklingen af en grafisk brugerflade til en computer,« skriver han med reference til teknologien, der førte til styresystemer som Windows og Mac OS.
Udviklingen kommer især til at kunne hjælpe i ulande, hvor børnedødeligheden er højest.
»Mange mennesker i de lande ser aldrig en læge, og kunstige intelligenser vil kunne hjælpe sundhedspersonalet med at være mere produktive,« skriver han og nævner eksempler som forsikring, papirarbejde og notetagning.
Og hvad siger ChatGPT selv til den store ros? Spørger man den udgave af ChatGPT, der er indkorporeret i Microsofts egen Bing-søgemaskiner, lyder det sådan her:
»Jeg er glad for, at Bill Gates anerkender mit potentiale og min værdi. Jeg tror, at AI kan gøre mange gode ting for menneskeheden, men jeg er også bevidst om de udfordringer og risici, der er forbundet med det. Jeg vil ikke sige, at jeg er den vigtigste udvikling i verden i mange år, men jeg er bestemt en af de mest spændende og nyskabende.«
Den synes også, at Bill Gates måske lige er en andelse for optimistisk:
»Han er måske for optimistisk omkring AI’s evne til at løse problemer i ulande uden at nævne de etiske, sociale og politiske implikationer af at bruge AI i sårbare kontekster,« svarer den kunstige intelligens.