Detailkæmpen Salling Group, der driver kæderne Netto, Føtex og Bilka, er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at vildlede forbrugerne med tilbud i Bilka.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Det er helt konkret markedsføringen af tilbud på legetøj i slutningen af 2017 og starten af 2018, som Forbrugerombudsmanden anmelder Bilka for.

Her reklamerede Bilka med besparelser på henholsvis 25 og 35-50 procent.

Bilka er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.
Bilka er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden. Foto: Marie Hald
Vis mere

Men Forbrugerombudsmanden vuderer, at det pågældende legetøj var på tilbud til de priser så ofte, at Bilka gav kunderne indtryk af mere fordelagtige priser, end der reelt var tale om.

I et konkret eksempel forklarer Forbrugerombudsmanden, at Bilka markedsførte en cykel med en tilbudspris på 4999,50 kroner som værende en besparelse på 50 procent.

Men cyklen havde ikke kostet 9.999 kroner i fire måneder på det tidspunkt, og derfor mener Forbrugerombudsmanden, at der var tale om en falsk førpris.

'For at man kan sammenligne en tilbudspris med en normalpris kræver det, at der er en troværdig normalpris at sammenligne med. Ellers kan man som forbruger blive vildledt til at tro, at tilbuddet er bedre, end det egentlig er,' skriver forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, og uddyber:

Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen har politianmeldt Bilka.
Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen har politianmeldt Bilka. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

'Bilka havde løbende markedsført legetøjet med nedslag i prisen, og den markedsførte cykel havde ikke kostet den oplyste normalpris de sidste fire måneder op til tilbuddet. Så kan der efter min overbevisning ikke være tale om en normalpris. Det var vildledende, og derfor har jeg anmeldt Salling Group til politiet.'

Bilka har svaret i en pressemeddelelse. Her skriver de, at der hidtil ikke har været klare regler for hyppigheden af kortvarige tilbud. Bilka oplyser, at kæden siden midten af 2018 har ændret praksis, så det nu følger Forbrugerombudsmandens retningslinjer.

Bilka skriver videre, at de accepterer Forbrugerombudsmandens afgørelse.

'Vi har alene et ønske om at markedsføre vores tilbud efter bogen. Hidtil har der ikke været klare regler for frekvensen af kortvarige tilbudskampagner på legetøj, hvilket der er kommet nu, og vi indrettede allerede vores markedsføring efter det i sommeren 2018, hvor vi indledte dialogen med Forbrugerombudsmanden,' skriver Mark Nielsen, direktør i Bilka, i en pressemeddelelse.