Et mindre parti hjemmesko - en såkaldt ballerina med kvast - kaldes tilbage fra Føtex og Bilka.

Det sker, efter at dyreværnsforeningen Anima har gjort opmærksom på, at skoene er pyntet med ægte kaninpels.

'Vi har en klar politik, og vi accepterer ikke produkter, der er fremstillet af eller pyntet med ægte pels. Produktet er naturligvis ikke købt eller bestilt med ægte pels. Det er bestilt med pynte-kvast af polyester hos leverandøren, så også af denne årsag er forekomsten uacceptabel. Og derfor trækker vi skoene tilbage,' fortæller Signe Jensen, produktchef på sko i Salling Group, i en pressemeddelelse.

Skoene er solgt i to farver - grå og rosa.

Salling Group

Det fremgår af Salling Groups indkøbspolitik, at koncernen slet ikke accepterer produkter med ægte pels.

Derfor er Salling Group godt tilfreds med Animas årvågenhed.

'Vi kontrollerer løbende vores produkter, men vi vil selvfølgelig benytte anledningen til at gennemgå vores producerer og arbejdsgange samt kommunikationen med leverandører, deres produktion og mærkning, så vi tilsikrer, at vi fremover udelukkende har tekstilvarer, der overholder vores regler,' uddyber Signe Jensen.

Kunder, der har købt hjemmeskoene, er velkomne til at aflevere skoene tilbage i butikkerne - og få deres penge retur. Man behøver ikke medbringe bonen på skoene.