31. januar var en sorgens dag for mange danskere, da Coop i en pressemeddelelse offentliggjorde, at de ville lukke den skattede dagligvarekæde Irma efter 137 år.

Men nye informationer viser nu, at Coop afsøgte muligheden for at finde en, der kunne overtage og videreføre kæden, før Irma-pigen blev lagt endeligt i graven.

Det skriver Fødevarewatch.

En af kandidaterne var den danske milliardær Anders Holch Povlsen, der blandt andet står bag Bestseller og Nemlig.

Der var flere møder mellem Anders Holch Povlsen og Coop, har begge parter bekræftet, men det var altså ikke nok til redde Irma.

»Vi fik ret hurtigt tilkendegivelser om, at der ikke var nogen, der så muligheder i at drive det videre, så det stoppede dér,« siger Jens Juul Nielsen, informationschef i Coop, til mediet.

Coop skulle have arbejdet med tre forskellige scenarier for Irmas fremtid. De tre scenarier var samlet under en paraply kaldet Operation ABC.

Det ene af de tre scenarier handlede om, at Irmas tidligere direktør, Alfred Josefsen, skulle undersøge, om Irma kunne fortsætte som en selvstændig kæde.

Det andet var, at Irma blev overtaget af en anden aktør, som for eksempel rigmanden Anders Holch Povlsen. Det tredje og sidste scenarie var det, danskerne fik, nemlig at Irma måtte dreje nøglen om.

Nedlukningen af Irma-butikkerne startede 5. marts med de første butikslukninger, mens de resterende løbende vil lukke i takt med, at de løber tør for varer.