Sikkerhedsstyrelsen advarer mod et sæde, der gør det muligt for nyfødte og småbørn at sidde med ved spisebordet.

Der er risiko for, at barnet falder ud af sædet, hvis selen er monteret forkert.

Der er tale om 'Stokke Tripp Trapp Newborn Set'.

Det er et sæde, der kan monteres på stole, og som kan bruges til børn, der vejer op mod 9 kilo.

'Der er risiko for at montere selen forkert, hvis den har været afmonteret. Selen kan dermed løsne sig, så der er en risiko for, at barnet falder ned', skriver Sikkerhedsstyrelsen.

Det grå babysæde tilbagekaldes nu af producenten. Foto: Stokke
Det grå babysæde tilbagekaldes nu af producenten. Foto: Stokke
Vis mere

Kunder, som har købt produktet, skal stoppe med at bruge det og henvende sig der, hvor det er købt, oplyser styrelsen.

Sædet er blevet solgt i forretningerne Ønskebørn, Kære Børn, BabySam, Stokke Center, Engby Barnevogne, Baby Børn og på PixiZoo.dk.

Det drejer sig om de produkter, som er produceret i perioden august 2018 til marts 2019.

Sikkerhedsstyrelsen skrev tidligere, at babysædet blev tilbagekaldt. Det har styrelsen nu ændret til, at Stokke AS tilbyder gratis opgradering af selen til Stokke Tripp Trapp Newborn set.

Opdateret 3. september 2019.