Hvis man fra tid til anden glider gennem Instagram, er det svært at undgå billeder med flotte anretninger af avocado på hjemmebagt surdejsbrød.

Avocado er kun blevet mere populært. Fra 2007 til 2018 er salget af avocadoer i Coops supermarkeder tredoblet.

Men samtidig er avocadoen en meget lidt klima- og miljøvenlig spise, som slider på naturen og miljøet på den anden side af atlanten.

Det beskriver TV 2, der med tilskud fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje har været i Colombia, hvorfra danske supermarkeder importerer avocadoer.

De lokale miljøorganisationer er stærkt kritiske over for den voksende avocadoindustri.

»Afgrøderne forgifter vores vandløb. De bruger glysophat og fipronil,« siger Nestor Ocampo, direktør for miljøforeningen Cosmos i Colombia, til TV 2.

Og ikke nok med, at avocadoproduktionen angiveligt forgifter vandløb.

Avocadoer bruger også store mængder vand - helt præcist går der ifølge TV 2 283 liter vand til ét kilo avocadoer.

Det høje vandforbrug af de store virksomheder, der producerer avocadoer på industriskala, går ifølge miljøorganisationen ud over de lokales ressourcer og lægger andre naturområder hen i tørke.

I Danmark sælger blandt andet Netto avocadoer fra Colombia.

Selvom Salling Group, der ejer Netto, er bekendt med udfordringen, vil de ikke stoppe for salget af colombianske avocadoer.

»I stedet skal vi arbejde for og medvirke til, at forholdene bliver bedre. Vi har i Salling Group stort fokus på vores hollandske avocadoleverandør, der blandt andet leverer fra Colombia. Herunder dialog om miljø, belastning og sociale forhold, der er kritiske i Colombia,« siger talsmand for Salling Group Kasper Reggelsen til TV 2.