To stykker toast. En halv avocado. Lidt fetaost. En skive citron og lidt salt. Denne byg-selv-toast måtte australske Jess McGuire betale 82,50 kroner for på en cafe i Melbourne.

»For de penge, tror jeg, jeg ville foretrække at lave retten selv,« siger den dybt forundrede cafekunde til News.com.au.

Mediet tog kontakt til Jess McGuire, efter at hun havde postet et billede af den minimalistiske morgenmadstallerken på Instagram.

'Jeg er ikke sikker på, at I nogensinde kommer til at forstå, hvor irriteret jeg var, da jeg i dag fik serveret denne såkaldte 'avocado-toast med feta'-morgenmad, som kostede 18 australske dollar (82,50 kroner). 'Den er ret ufærdig, er den ik?', sagde jeg tørt til tjeneren, hvorefter hun smilede entusiastisk og nikkede,' skriver Jess McGuire på Instagram.

'Hvad bliver det næste? At få overrakt en avocado-sten og få at vide, at man skal dyrke sine egne afgrøder over flere år, før man vender tilbage til caféen og endelig kan nyde sin morgenmad?,' fortsætter hun.

På Instagram deler mange Jess McGuires vrede over, at Melbourne-caféen Kettle Black tager sig så godt betalt for så lidt - og så ufærdigt.

'Jeg er rasende på dine vegne,' skriver en bruger.

'De kunne end ikke tilføje den anden halvdel af avocadoen for 18 dollar?,' skriver en anden indigneret.

Over for News.com.au forklarer Jess McGuire, der arbejder som freelancejournalist og radiovært, at retten var 'sjov, men latterlig'.

Kritikken kommer bag på cafémanager Tim James. Han fortæller, at retten har set sådan ud, lige siden Kettle Black åbnede for fire år siden - og har været vældig populær blandt kunderne.

»Man kan ikke tilfredsstille alle. Vi kan lave noget om, hvis kunderne ikke er tilfredse, men vi har serveret den (avocado-toasten, red.) på den måde i fire år, og det er en af de mest bestilte retter på menukortet,« siger Tim James til News.com.au.

Jess McGuire har ikke klaget over sin byg-selv-toast i restauranten.