Tirsdag aften sad millioner af mennesker klinet til skærmen, da Apple præsenterede det nyeste skud på stammen.

Men det var ikke den nye iPhone, der tog kegler. Det var ved punkt nummer to på dagsordenen, at Apple-direktør Tim Cook for alvor trak splitten på en håndgranat, som ser ud til at starte en global krig om kunderne.

Her løftede han nemlig sløret for Apples streamingtjeneste, som får navnet Apple TV+.

Tjenesten har været undervejs i et par år og været noget nær sagnomspunden.

Og pludselig var den der så. Præsentationen efterlod ingen tvivl om, at Apple TV+ lander på markedet med et solidt brag.

»Den streamingkrig, som alle har talt om, kan man roligt sige: Den kører nu for fuld hammer nu,« siger Claus Bülow Christensen, digital analytiker og stifter af Copenhagen Future TV Conference:

»Den her lancering kom bag på mange. Det var interessant at se, at Apple satser så markant på streaming og går ind i markedet med så aggressiv en pris.«

Tjenesten bliver tilgængelig i Danmark og 99 andre lande fra 1. november og koster 39 kroner om måneden.

Flere prominente instruktører har tilknytning til Apple TV+ - blandt andre Steven Spielberg.
Flere prominente instruktører har tilknytning til Apple TV+ - blandt andre Steven Spielberg. Foto: NOAH BERGER
Vis mere

Det er under halv pris i forhold til mange af konkurrenterne.

Apple TV+ har udelukkende serier og film, som de selv har produceret.

Nogle medier skriver, at Apple har investeret seks milliarder dollar – eller 40,5 milliarder kroner – på at skabe film og serier, som brugerne udelukkende kan se, hvis de abonnerer på Apple TV+.

Og for ligesom at slå ambitionerne fast med syvtommersøm annoncerede Apple også, at alle, der køber en Macbook eller iPhone, får et års gratis abonnement på tjenesten med i prisen.

Apples tiltag kommer, mens Disney er lige på nippet til at lancere sin egen streamingtjeneste, Disney+.

Den er spået til at blive en stensikker succes – og samtidig står Warner Media klar med en lancering af HBO Max.

I forvejen er Amazon Prime og Netflix enorme aktører på verdensplan.

Apple bliver den første af anden bølge af mastodonter, som for alvor blæser til krig om streamingkundernes gunst – og penge.

»Der er ingen tvivl om, at det her var startskuddet til en krig mellem de helt store giganter,« siger Rasmus Larsen, redaktør på Flatpanels.dk:

»Netflix har de seneste år udbredt streaming i hele verden, og nu kommer anden fase, hvor det er verdensomspændende tjenester med kæmpe muskler, som udfordrer Netflix.«

Han mener, at Apples tjeneste var et forbløffende stærkt udspil.

»Abonnementsprisen er halvdelen af, hvad rygterne gik på, og hele den samlede pakke var et rigtig stærkt budskab – meget stærkere, end de fleste havde forventet,« siger Rasmus Larsen.

Selvom prisen er meget lavere end prisen på de gennemsnitlige tjenester, kommer det næppe til at udløse en priskrig streamingtjensterne imellem.

Det bliver i stedet et kapløb om have de stærkeste serier og film. Et kapløb, mastodonterne vil kaste milliarder af dollar efter.

»Det lave prisniveau på Apple TV+ afspejler nok, at der ikke er lige så meget indhold på Apple TV+ endnu, som der er på mange af de mere etablerede tjenester,« siger Claus Bülow Christensen:

»Den her streamingkrig bliver først og fremmest en kamp om at have de mest interessante serier og film. Og det er en krig, som vi kommer til at se eksplodere de kommende år.«