Apple har mandag aften lanceret iOS 17.2 til nyere iPhones med flere nye funktioner.

Øverst på featurelisten er Apples nye app, Dagbog, der tilsyneladende er tiltænkt som et værktøj til bedre trivsel i hverdagen.

Apple beskriver således Dagbog som 'en ny app, der gør det muligt for dig at skrive om de små øjeblikke og store begivenheder i dit liv, så du kan reflektere over dem og forbedre dit velbefindende'.

Tech-mediet The Verge har tidligere testet appen, som blev annonceret allerede i juni. Her bliver interfacet beskrevet som værende 'en smule skrabet'. Omvendt er det en styrke, at appen kan trække på brugerens personlige data til at foreslå emner til dagbogen, lyder det.

»At bruge alt, din telefon ved om dig, til at hjælpe med at dokumentere dit liv, er en fascinerende (og skræmmende) idé«, skrev mediet i oktober.

Nye funktioner til iPhone 15 Pro
Ud over Dagbog kommer opdateringen af iOS også med nye funktioner til Besked-appen og nye Vejr-widgets.

For folk, der ejer en iPhone 15 Pro eller 15 Pro Max, kommer også muligheden for at optage såkaldt 'rumlig video'.

Rumlig video blev annonceret i september og bliver beskrevet som tredimensionel video, der opnås ved at optage med flere linser på én gang.

Funktionen er designet til at blive afspillet på de kommende VR-briller, Vision Pro, som Apple planlægger at lancere i 2024.

Opdateringen er tilgængelige for modeller tilbage til iPhones fra 2018: XS, XS Max og XR samt iPhone SE af 2. og 3. generation.

Den fylder 1.28 GB og kan installeres gennem telefonens indstillinger.