Det startede i det små.

Lidt lys hist og her i forhaven, men så greb det om sig og udviklede sig til en sand nabodyst om, hvem der kunne udsmykke hus og have med flest glimtende julestokke, juletræer bøjet i neon, oplyste julemænd og tusindvis af led-lys i lange kæder.

Sidste år havde 47-årige Anton Emanuelpillai fra Holstebro over 14.000 led-pærer kørende i december.

Men de høje elpriser har fået ham til at skrue gevaldigt ned for blusset i år.

»Jeg har lige sat julebelysningen op, og jeg har under en tredjedel af, hvad jeg havde sidste år. Men det skal jo også hænge sammen økonomisk,« siger han.

Og han er langt fra alene om at skære ned på julebelysningen i år.

Over halvdelen af danskerne sparer på eller dropper helt julebelysningen i år. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for B.T.

For at være helt præcis svarer 42 procent af danskerne, at de vil spare på julebelysningen i år, mens ti procent svarer, at de helt dropper den i år.

Hvis ikke det havde været for de tre børn i parcelhuset på Struervej, havde Anton Emanuelpillai også skruet endnu mere ned for julebelysningen i år, fortæller han.

»Børnene ville gerne have haft det hele op, men jeg tænder for det, vi har, på mandag eller tirsdag.«

Selvom Anton Emanuelpillai har ladet flere end titusinde led-pærer forblive i kasserne i år, er der ikke risiko for, at han kommer til at tabe nabodysten.

»Min nabo er flyttet. Så nu er jeg alene om det.«