I mange måneder har der været langt mindre sport i fjernsynet, end der plejer. Det er TV 2 nu blevet kompenseret for, og det samme bør tusindvis af danskere, mener Antenneforeningerne.
I tirsdags kom det frem, at tv-stationen har fået penge tilbage for de rettigheder, som de betaler for, når de viser store sportsbegivenheder på tv.
Meget sport har været aflyst på grund af coronarestriktioner, men det bør ikke kun være TV 2, som får penge tilbage, lyder det fra formanden i Danske Antenneanlæg (FDA), Thomas Bak.
»TV 2 erkender, at de har fået rettighedspenge tilbage, og det må komme seerne til gode i form af reduceret betaling på de kanaler, som skulle have vist den sport, som TV 2 ikke har leveret,« siger han til MediaWatch.
Er du i en antenneforening og mener, at du bør få rabat? Kontakt B.T. på 1929@bt.dk.
På grund af krisens særlige omstændigheder var det ellers ikke planen for antenneforeningerne, at de ville kræve penge tilbage, men det har ændret sig nu.
For når TV 2 har krævet penge tilbage for deres rettigheder - og har fået det - så bør husstandene også få sænket priserne på de sportskanaler, som har vist langt mindre sport, mener Thomas Bak.
I Forenede Danske Antenneanlæg repræsenterer de op mod 180.000 husstande.
Selvom foreningen nu også kræver rabat til deres medlemmer, så er det ikke det samme som, at de også for det.
Formanden, Thomas Bak, er nemlig ikke just optimistisk omkring en aftale med TV 2. Han forventer et klart nej fra tv-stationen.
Over for MediaWatch har TV 2 på nuværende tidspunkt ikke ønsket at kommentere på sagen.