Regnskabet har endnu engang samme farve som den rødvin, der sælges på nettet.

For igen har Winefamly, der blandt andre har Anders Holch Povlsen som ejer, præsenteret et underskud i millionklassen.

Det skriver Finans.dk.

Seneste årgang har givet et minus på 6,2 millioner kroner.

Og det betyder, at det samlede minus i selskabets levetid efterhånden er på 58 millioner kroner.

Af regnskabet fremgår det, at der nu er planer om at tilføre Winefamly nye midler.

Der skulle således allerede være en »fremskreden dialog omkring en finansieringsrunde med de eksisterende ejere«.

Foruden Anders Holch Povlsen er det Peter Gottlieb Pedersen og Thomas Sejer Pedersen.

Winefamly er ifølge hjemmesiden »et onlineunivers af vin, som har til formål at give medlemmerne bedre vin i glasset«.