Den danske dagligvarekoncern Coop har ikke alene sans for at sælge dagligvarer.

Også Coops nyrenoverede dagligvarebutikker går som varmt brød på ejendomsmarkedet.

I hvert fald er 16 Coop-butikker netop endt på amerikanske hænder i en stor ejendomshandel.

Bag opkøbet står den amerikanske ejendomsinvesteringsfond W.P. Carey, som har haft den store tegnebog fremme.

Købsaftalen, der primært omfatter butikker tilhørende discountkæden Coop 365, løber op i 476 millioner kroner.

Der er tale om en såkaldt sale & leaseback-handel, hvor Coop fortsætter som lejer i butikkerne, oplyser parterne i en pressemeddelelse.

»Vi er begejstrede for endnu en gang at samarbejde med W.P. Carey. Denne aftale demonstrerer den tillid, de har til vores forretningsmodel, og vil hjælpe med at facilitere vores nationale ekspansionsstrategi,« siger Flemming Møller Hansen, ejendomsdirektør i Coop Danmark, i pressemeddelelsen.

De erhvervede butikker har alle en langsigtet lejekontrakt på 15 år med indbyggede huslejestigninger.

Handlen indebærer yderligere, at Coop forpligter sig til, at W.P. Carey opkøber yderligere syv renoverede Coop-butikker inden årets udgang.

Ifølge branchemediet Dagligvarehandlen skyldes Coops behov for kapitalindsprøjtningen blandt andet et stort it-projekt, udrulningen af kæden Coop 365 og stærkt forøgede driftsomkostninger i butikkerne.

Coop og W.P. Carey indgik også i 2020 og 2021 to lignende handler på tilsammen 297 millioner kroner for i alt 19 butikker.

Den amerikanske ejendomsinvesteringsfond vil dermed eje 42 Coop-butikker ved udgangen af 2022, skriver Dagligvarehandlen.

Også Rema 1000 og Salling Group har tidligere frasolgt flere af deres fysiske butikker til udenlandske selskaber.