Ambitionerne var at 'forfine og løfte den simple italienske pasta' ved blandt andet at importere håndlavet pasta fra Norditalien.

Men nu er den københavnske kæde Pasta La Pasta gået konkurs.

Det skriver Finans på baggrund af oplysninger i Statstidende.

Selskabet bag Pasta La Pasta kunne ikke betale et lån tilbage til en kreditor, som derfor har begæret kæden konkurs, fortæller kurator Stefan Simmelsgaard Hansen til Finans.

»Vi arbejder selvfølgelig på, at der også skal være et Pasta La Pasta i fremtiden og forsøger at redde arbejdspladser. Der er allerede god interesse, men der bliver ikke nok til at dække tabet i forbindelse med konkursen,« siger Stefan Simmelsgaard Hansen til Finans.

Pasta La Pasta har tre restauranter i København og var et velkendt brand i hovedstaden. Men kæden tjente ikke penge.

Tværtimod har Pasta La Pasta lige siden stiftelsen i 2018 haft underskud hvert eneste år. Det seneste regnskab fra 2021 viste et minus på 1,1 million kroner, gældsforpligtelser på 6,1 million kroner og en negativ egenkapital på 4,5 millioner kroner.

Pastakæden blev stiftet af Martin Bøie Ipsen og Morten Paaske Christensen, som begge er kendte på madscenen i København. Morten Paaske Christensen, der er registreret som direktør for kæden, er udlært som kok på Michelin-restauranten Formel B.

Pasta La Pasta, som i 2021 havde 14 ansatte, nævner onsdag morgen ikke konkursen på sin hjemmeside.