Siden 1972 har man kunnet fragte sine dagligvarer med hjem fra Aldi i en plastpose.

Men det slutter i det nye år. Aldi oplyser således, at man vil udfase plastikposen.

Fremover vil Aldi kun sælge genbrugelige indkøbsposer.

'Efterspørgslen på mere bæredygtige løsninger stiger, og Aldi vil ikke belaste sine kunder med den nye afgiftsstigning på plastposer.,' lyder det i en pressemeddelelse.

Udfasningen vil finde sted i første halvår af 2020.

'Vores fremtidige satsning på genbrugelige indkøbsposer er en del af vores overordnede målsætning om at reducere vores forbrug af plast,' siger CSR-chef, Katrine Milman, Aldi Danmark.

I 2019 har dagligvarekæden allerede sparet 25 ton plastik ved at droppe skruelågene på deres mælk. Derudover kan man heller ikke længere købe sugerør eller engangsservice.

Målet er, at man i 2025 udelukkende vil sælge genanvendelige emballage.

'Vi er glade for at gå hånd i hånd med vores forbrugere. Tallene taler deres eget sprog. Vi får konstant flere kunder i vores butikker, mens salget af plastposer falder. Og vi vil gerne støtte en udvikling, hvor vores kunder genbruger mere og smider mindre ud,' siger hun og fortsætter:

'Af samme årsag sænker vi prisen på vores genbrugelige indkøbspose fra 4,95 DKK til 3,95 DKK fra den 9. december 2019.'