Nordjyllands Politi har hen over weekenden registreret to tilfælde af tricktyveri begået mod ældre kvinder i deres eget hjem.
Fredag aften modtog politiet en anmeldelse fra en borger på Mågevej i Hirtshals, hvis underbo lige havde været udsat for et tricktyveri.
En ukendt kvinde havde ringet på hos underboen – en ældre kvinde – og forklaret, at hun boede i bygningen, og at hun havde fødselsdag, men at ingen ville fejre hende.
Den ukendte kvinde havde derfor småkager med og ville høre, om den ældre kvinde ville fejre hende for en stund.
Den ældre kvinde lukkede hende ind i 10-15 minutter, men pludselig udbrød den ukendte kvinde, at hun havde en steg i ovnen og derfor blev nødt til at gå hjem.
Stjal større pengebeløb
Da hun var gået, opdagede den ældre kvinde, at der manglede et større pengebeløb fra en skuffe i soveværelset.
Lørdag ved middagstid blev endnu en ældre kvindelig borger udsat for tricktyveri.
Dette tricktyveri fandt sted på Ingeborgvej i Frederikshavn. Da kvinden var nede med flasker, henvendte en mand sig pludselig til hende.
Han forklarede, at der havde været ballade med nogle unge mænd, der havde fundet nøgler til nogle af lejlighederne i området. Manden ville derfor gerne tjekke, om den ældre kvinde havde fået stjålet noget.
Han gik derfor med op i hendes lejlighed. Hun kiggede i en skuffe, som hun plejede at have penge i, og pengene lå der stadig.
Manden åbnede derefter skuffen igen og tog pengene. Den ældre kvinde turde dog ikke at konfrontere ham med tyveriet. Han forlod stedet, og hun ringede til politiet.
Nordjyllands Politi skriver i sin døgnrapport vedrørende de to sager, at man kan beskytte sig mod tricktyveri i hjemmet ved at tage en række forholdsregler. Disse kan du læse mere om i faktaboksen nedenfor.