Godt med kød, fisk, æg og mejeriprodukter. Sådan lyder opskriften på proteinkuren, som de seneste år er blevet populær. Men nu advarer en overlæge mod diæten.

»Af en eller anden grund er det lykkedes at plante den her historie om, at vi mangler proteiner og vil blive sundere og stærkere, hvis vi får tilført ekstra.«

Sådan lyder det fra Peter Marckmann, specialist i nyresygdomme og overlæge på Sjællands Universitetshospital, i et interview med diabetes.dk, før han tilføjer:

»Vi får rigeligt med proteiner i den almindelige kost og opnår ingen sundhedseffekt eller får ekstra muskler, når vi spiser ekstra mange proteiner.«

Kuren kan være direkte skadelig, siger han.

Æg indgår ofte som en central del af proteinkuren.
Æg indgår ofte som en central del af proteinkuren. Foto: Thomas Freitag
Vis mere

Et for højt indtag af proteiner belaster nemlig nyrerne. Endnu værre bliver det, hvis man har diabetes. Der kan et højt protein-indtag føre til nyresygdomme.

Proteinkuren giver også et højt indtag af salt, som fører til et forhøjet blodtryk, forklarer Peter Marckmann.

Diætist Lisa Heidi Witt fortæller, at hun ofte møder danskere, som er bekymrede for, om de får for lidt protein via kosten.

Det er sjældent en reel bekymring. For at dække sit proteinbehov skal man have 0,8 gram protein for hvert kilo, man vejer. I dag spiser en gennemsnitlig dansker 1,1-1,2 gram protein pr. kilo.