Black Friday. Danskerne har taget den amerikanske tilbudsfest til sig.

Men i Aarhus Kommune kommer man med en anderledes opfordring i anledning af den store forbrugsfest.

'Få ren samvittighed på Black Friday'. Sådan lyder sloganet, som kommunen bruger i disse dage for at få borgerne til at huske at betale deres gæld af.

Borgerne skylder nemlig sammenlagt 385 millioner kroner til kommunekassen. Men i denne kampagne har man især fokus på 8.650 skyldnere, der har en samlet gæld på 59,7 millioner kroner.

»Det er et stigende problem, at flere og flere ikke betaler deres gæld til kommunen. Siden Skat stoppede med at inddrive, er gælden bare vokset og vokset. Derfor er vi nødt til at gribe til utraditionelle metoder, og de foreløbige erfaringer viser, at det godt kan betale sig,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R) til stiften.dk.

Chef for Backoffice i Aarhus Kommunes Borgerservice fortæller, at de har erfaret, at nogle skyldnere helt uden opfordring betaler deres gæld af på Black Friday. Derfor går man utraditionelt til værks. For det kan også være dyrt med adskillige rykkergebyrer i postkassen.

»Vores 'Black Friday-tilbud' er, at stopper man med at få rykkergebyr, så kan man få råd til noget mere næste gang,« uddyber Finn Bruun Ravnsbæk til B.T.

Foreløbigt har kampagnen samlet 1,2 millioner kroner ind til kommunekassen.

De kommer ind via afdragsordninger samt Mobilepay, som kommunen udsender efter aftale med den pågældende borger.

Kan det ikke virke formynderisk, at I udsender sådan en besked?

»Ni ud af 10 borgere skylder ikke penge. Deres interesser er vi også sat til at varetage. Det er borgere, der har betalt, hvad de skal.«

»Så vi vil gerne med et glimt i øjet pirke lidt til folk, om det ikke lige var en ide at tænke over, om man skylder penge.«

Finn Bruun Ravnsbæk slår dog fast, at selvom det er et alvorligt emne, så skal kampagnen ses som en med et glimt i øjet og ikke en stor pegefinger.

Til og med fredag aften klokken 20.00 står der medarbejdere fra Borgerservice på Strøget i Aarhus, som man kan få en snak med.

Det er dog ikke muligt at betale sin gæld her.

»De deler guldmønter ud, hvor der står, at man skal huske at betale nu. Vi vil gerne have, at hver tiende aarhusianer, der skylder penge, får gælden ud af verden.«