Det ligner efterhånden en brosten, som er kastet ud fra havnekanten og nu har kurs mod havets bund.

Tallene er brutale. På fem år er 400.000 kunder forsvundet. Det er mere end hver fjerde kunde, som har sagt farvel og tak siden 2016.

Det er YouSees forretning med tv-kunder, som fortsat bløder i stor stil. I 2021 opsagde 51.000 af YouSees tv-kunder deres abonnement, og det har efterladt YouSee med 980.000 tv-kunder.

Da YouSee toppede i 2014, var tallet 1,41 million.

»Udviklingen i YouSee er katastrofal. Jeg beskæftiger mig med mange tv-udbydere internationalt, og jeg kan, på stående fod, ikke nævne nogen, hvor det går så dårligt som i YouSee,« siger John Strand, teleekspert og stifter af Strand Consult:

»Noget af det handler om, at folk forlader tv-pakker til fordel for streaming, men det her er også udtryk for, at YouSee generelt har forringet produktet løbende og hævet priserne. Det har fået kunderne til at løbe skrigende bort.«

Hos Nuuday, der blandt andet driver YouSee, Telmore og Hiper, er man tilfreds med udviklingen – især fordi der kommer flere telekunder ind i folden.

»Vi er i 2021 begyndt at eksekvere på de første faser af Nuudays betydelige transformation. Jeg er derfor tilfreds med at se, at vi er lykkedes med at stabilisere både kundebasen og indtjeningen i løbet af fjerde kvartal,« lyder det i en kommentar til regnskabet fra Jon James, administrerende direktør i Nuuday.

Og det er en udtalelse, som John Strand har svært ved at forstå.

»Jeg må bare sige, at det grænser til det komiske, når man ser på YouSees forfatning. Hvis man virkelig mener, at udviklingen er en succes, så må det jo være udtryk for, at man har givet op og ikke længere tror på, at man kan fastholde kunder,« siger John Strand.

Han bider mærke i, at Nuuday gang på gang de seneste mange regnskaber har erklæret sig tilfreds, selvom der gang på gang har været tale om, at kundebasen i YouSee er skrumpet.

»Det svarer til, at man har fået amputeret den ene fod, og fordi man så i seneste kvartal har nøjedes med at få amputeret tåen på den anden, så er det en succes,« siger John Strand:

»Det er grotesk. Nuuday er lige nu en forretning, hvor man ser på tallene på bundlinjen frem for at have tilfredse kunder.«

Han underbygger sin pointe med at pege på, at YouSee for nogle år siden opsagde aftalen med Discovery.

»Det sparede dem rigtig mange penge. De tog den besparelse på forhånd og skabte plads til, at kunderne fosser ud,« siger John Strand:

»Lige nu tyder alt på, at strategien er at skære ned på udgifterne ved at fjerne indhold og samtidig hæve prisen. Tænk, hvis man på handelshøjskolen præsenterede det som businesscase til et speciale. Man ville dumpe.«

Han mener, at Nuuday er nødt til at tage skeen i den anden hånd – og gøre det meget snart.

»Der er jo masser af tv-udbydere, som oplever et fald i kundebasen internationalt, men hvor det går en del langsommere. I USA ser vi flere aktører, som virkelig kæmper for at holde på kunderne med en masse nyt indhold, adgang til tjenester og nye funktioner,« forklarer John Strand:

»YouSee er simpelthen nødt til at forsøge at skabe noget mere værdi for deres kunder. Hvis ikke de formår det, så kan vi bare fremskrive de her tal, indtil de lukker og slukker.«