Søndag stod Trine Larsen frem i B.T og fortalte, hvor hårdt de stigende priser rammer hende.

Reaktionerne har været overvældende for den 33-årige kvinde, der lever for 250 kroner om ugen, når de faste udgifter er betalt.

»Hold da op. Jeg bliver helt … Nu får jeg altså en klump i halsen. Der har været så mange, der rakt ud og som gerne vil hjælpe,« siger Trine Larsen over telefonen fra Rønne.

En af dem er Michael Kristensen fra Vejen.

Han kontaktede B.T. for at høre, hvordan han kunne hjælpe Trine Larsen.

Han vil gerne hjælpe med 1.000 kroner.

»Det kan ikke være rigtig, at man skal leve for så lidt. Man kan ikke redde hele verden, men så kan jeg hjælpe lidt her,« siger han.

Trine Larsen er på overførselsindkomst og har de sidste fire år været i et ressourceforløb, der skal afklare, om hun kan få et fleksjob.

Trine Larsen
Trine Larsen Foto: Privat
Vis mere

Pengene var i forvejen små, og nu har den kraftigt stigende inflation gjort det tæt på umuligt for hende at få penge til at række.

Trine Larsen får 8.686 kroner udbetalt om måneden, fortalte hun søndag til B.T. Når hun har betalt sine faste udgifter til husleje, el, varme og den slags, er der cirka 1.000 kroner tilbage til mad, andre dagligvarer og tøj om måneden.

De 1.000 kroner deler hun op i fire konvolutter, så der er 250 kroner at handle for hver uge. Aftensmad tilbereder hun ofte af gratis udleveret mad fra Stop Madspild-initiativet i Rønne.

Trine Larsen fortæller, at hun er yderst prisbevidst, når hun handler i Netto.

»Jeg har stået og kigget på den grove pasta, som er den sundeste. Men så tager jeg den lyse, for jeg har ikke råd til den grove.«

Siden B.T. bragte artiklen søndag, har Trine Larsen fået opkald, sms’er og beskeder på Facebook fra omkring ti personer, hun ikke kender.

»Jeg er blevet ringet op af folk, der spørger, om de ikke må få lov at overføre nogle penge på MobilePay, så jeg kan købe en pizza eller lidt til påsken. Nogle har givet 100 kroner, andre 500 kroner. De var i chok over, at der er nogen, der har så lidt,« siger Trine Larsen og tilføjer:

»Jeg er meget ydmyg og bukker og siger mange tak. Det er virkelig uvant for mig: Tænk, at de vil hjælpe mig.«

B.T. har med tilladelse fra Trine Larsen formidlet kontakt til Michael Kristensen.