Der findes dem, der er til det - og dem, der bestemt ikke er: Håndværkertilbuddet.

Lige nu er der godt 200 boliger til salg, hvor ordet “håndværkertilbud” fremgår af salgsopstillingen, og som med så meget andet på det danske boligmarked spænder priserne helt fra en købesum på 95.000 kroner til 13,5 millioner kroner.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Fornyligt blev et hus i håndværkertilbuds-genren i københavnerforstaden Charlottenlund således udbudt til salg for det høje millionbeløb, der gør det til Danmarks p.t. dyreste af sin slags.

Huset er til salg hos ejendomsmæglerfirmaet Danbolig Charlottenlund, og i deres salgsopstilling beskrives ejendommen som “imponerende” med højt til loftet, stuklofter og buede, sprossede vinduer. Og så har det 177 kvadratmeter store hus været i samme families eje siden 1920.

Et af Danmarks dyreste områder

Ejendommen ligger ganske tæt på Skovshoved Havn i Charlottenlund, der traditionelt trækker nogle af landet største pengepunge til.

Sidste år blev husene i området solgt for lige knap 58.000 kroner pr. kvadratmeter, hvilket gjorde kystbyen til landets næstdyreste husområde i 2019 - kun overgået af gennemsnitspriserne på Østerbro i København, hvor husene blev solgt for cirka 3.000 kroner mere pr. kvadratmeter.

Udbudspriserne ligger en anelse højere en salgspriserne - men dog uændret; her i årets første forårsmåned er det nemlig også villaerne og rækkehusene på Østerbro, der trækker landets højeste kvadratmeterpriser, mens de tilsvarende i Charlottenlund er Danmarks næstdyreste - udbudt til salg for godt 65.550 kroner pr. kvadratmeter.

Danmarks p.t. dyreste håndværkertilbud er udbudt til salg for en kvadratmeterpris på knap 76.300 kroner. Og selvom det måske i nogens ører klinger skævt med lyden af “trænger til renovering” - så er det langt fra det dyreste håndværkertilbud, Boliga.dk har kendskab til.

I 2017 blev en ejendom på Signesvej i naboområdet Hellerup eksempelvis solgt for 19 millioner kroner - også denne havde været i samme families eje i en lang årrække - og trængte ifølge mæglerens salgsopstilling til en ekstrakærlig hånd.

Signesvej-huset er efterfølgende sat i stand og skiftede atter ejere for over det dobbelte: I foråret 2019 købte pop-kongen Rasmus Seebach nemlig den nu nyistandsatte adresse for hele 39,75 millioner kroner.

Se Danmarks p.t. dyreste håndværkertilbud her.