Danskerne har lige nu udsigt til sommerlige stunder i udlandet, og det kan mærkes hos to store giganter i rejsebranchen.

Således beretter både Spies og Bravo Tours, at adskillige danskere har rettet henvendelse med henblik på en rejse til sommer. Også salgstallene siger det ganske klart.

»Vi har ikke ligget helt i dvale under hele corona, men fra i går, da det begyndte at rumle i medierne, begyndte folk at ringe. Telefonerne har været rødglødende, og vi får godt gammeldags travlt,« siger Peder Hornshøj, administrerende direktør i Bravo Tours.

Han fortæller videre, at man onsdag klokken 10 havde solgt 128 rejser på én time. Tirsdag klokken 10 var der maksimalt solgt ti rejser, fortæller han.

Sommer i udlandet bliver efter alt at dømme en realitet.
Sommer i udlandet bliver efter alt at dømme en realitet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Særligt Grækenland, Spanien og Portugal ligger lunt i svinget her hos Bravo Tours.

Folketingets partier indgik tirsdag en aftale om rejserestriktioner, som genåbner dørene til verden i fire faser. Den siger blandt andet, at danskerne fra 26. juni kan rejse på sommerferie i EU.

Her forventes flere vaccinerede, ligesom EU-coronapasset bliver taget i brug.

»Det betyder alverden. Vi må konstatere, at vi har været lukket i et år. Der har været nogle små bøvs indimellem, men det betyder meget, at vi nu kan sige, det bliver mere normalt.«

»Vi kan ikke drive forretningen, hvis ikke den kommer i gang igen,« understreger han.

Også på Bravo Tours kan det ses, at danskerne har hurtige fingre, når det kommer til søgninger på rejsedestinationer.

Tirsdag aften, da Folketinget annoncerede rejsenyheden, steg trafikken på deres hjemmeside med 25 procent i forhold til resten af dagen.

Han bakkes op af Jan Vendelbo, administrerende direktør i Spies:

»Vi er meget glade for, at vi har fået en plan. Det har været meget usikkert og svært at håndtere. Men nu kan vi kigge frem, starte op og løbende booke fly. Vi var meget nervøse for, om vi kom i gang med at flyve, og det ville have været et skrækscenarie,« siger Jan Vendelbo.

Ligesom sin kollega i Bravo Tours kan Jan Vendelbo bakke op og påpege en enorm efterspørgsel fra sol- og feriehungrende danskere:

»Vi begyndte for alvor at kunne mærke det i sidste uge, og vores salg i weekenden har faktisk været vores bedste salgsweekend, siden corona slog igennem,« siger Jan Vendelbo og tilføjer:

»Danskerne har virkelig en rejselyst.«

Spies-bossen uddyber, at hvis man sammenligner salgstallet i sidste uge for augustrejser, er bookingtallet over, hvad selskabet solgte til august i samme uge i 2019. Det er en stigning på 12 procent, siger han.

Det er særligt feriedestinationer som Kreta, Mallorca og Madeira, danskerne har kursen rettet mod, når de henvender sig til Spies.

Justitsminister Nick Hækkerup forklarede tirsdag aften, på hvilken baggrund aftalen er indgået:

»Det går rigtigt godt i Danmark. Vi er et godt sted, hvor smitten er under kontrol. Men på den anden side ser vi mange lande i Europa, hvor det ikke går så godt. Så kan vi ikke åbne lige med det samme.«

»Derfor har vi lavet en aftale, hvor vi i faser åbner for rejser. Selvfølgeligt under den forudsætning, at smitten tillader det,« sagde justitsministeren.