Under tirsdagens optælling er der sket en stor fejl i indberetningen af stemmer.

I Sæby, som er en del af Frederikshavnkredsen, har man byttet rundt på to partier, så antallet af stemmer er blevet placeret forkert.

Det bekræfter Marianne Lessél, valgansvarlig i Frederikshavn Kommune, over for B.T.

Det er Enhedslisten og Danmarksdemokraternes stemmer, som er blevet forbyttet.

Inger Støjberg og Mai Villadsen.
Inger Støjberg og Mai Villadsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Der er desværre blevet byttet rundt på deres partibogstaver (Ø og Æ, red.). Vi har gode medarbejdere, som har været i gang hele tiden og er trætte, og så kan sådan noget ske.«

»Men det er rigtig ærgerligt,« siger Marianne Lessél.

Fejlen betyder, at Enhedslisten lige nu fremgår som det tredjestørste parti i Frederikshavnkredsen med 980 stemmer.

Men stemmerne tilhører Danmarksdemokraterne.

Enhedslisten har i virkeligheden fået 104 stemmer.

»Det er sådan noget, vi får rettet op på i vores fintælling, som er i gang lige nu,« tilføjer Marianne Lessél.

Marianne Lessél fortæller, at man blev gjort opmærksom på fejlen af et parti.

Om andre partier har fået tildelt stemmer, de egentlig ikke har fået, ved Marianne Lessél ikke for nuværende. Om det har betydning for mandaterne, ved hun heller ikke.

Valgforsker Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab fra Københavns Universitet, forventer dog ikke, at det kommer til at betyde det store.

»Der er tale om 800 stemmer, og jeg tror ikke, det flytter noget. Så tæt ser jeg det ikke.«

»Det er mit umiddelbare bud, uden at jeg dog har fået regnet på det. Men det er værd at holde øje med, når fintællingen kommer. For hvis det rykker noget, er det ikke kun i Nordjylland, at det kan betyde noget.«

Fintællingen forventes at være ovre omkring klokken 13, hvor et mere retvisende resultat forventes at ligge klar.