Lyt til artiklen

Da partiformand Søren Pape Poulsen (K) kort før gårsdagens valgudskrivelse blev spurgt ind til, hvad der er brug for på ældreområdet, svarede han, at han ikke mente, der var brug for flere ledere.

Derefter tilføjede han:

»Der er vel behov for nogle flere 'indianere' derude til at tage sig godt af vores ældre.«

Den kommentar faldt senere flere for brystet – blandt andre sundhedsminister Magnus Heunicke (S):

'Først vil han fyre 40.000, nu kalder Søren Pape dem for 'indianere'. Kunne man forestille sig, han ville tale sådan om bankdirektører og it-eksperter? Lad os nu give folk den faglige respekt, de fortjener. Både dem i det offentlige og i det private,' skrev han efterfølgende på Twitter.

Nu har Søren Pape Poulsen i et opslag på Facebook sat nogle ord på den kritik, hans udtalelse har fået:

'Jeg er kommet til at sige 'indianer', og nu er Socialdemokratiet dybt forarget. Vi er kun få timer inde i valgkampen, og den første bevidste misforståelse er allerede lavet,' skriver han og tilføjer:

'Et tv-klip bliver lige nu delt af Socialdemokratiet, hvor jeg siger, at der skal være flere 'indianere' i ældreplejen. Ja, du læste rigtigt. For de fleste kender nok vendingen 'færre høvdinge, flere indianere'. Underforstået: Færre chefer til administration. Flere varme hænder og mere omsorg.'

Men ifølge den konservative partiformand bliver hans udtalelse nu 'misbrugt':

'På Twitter antyder socialdemokratiske ministre, at jeg sviner offentligt ansatte til ved at kalde dem indianere. Jeg må indrømme, at jeg er lidt målløs. Det er en talemåde!' skriver han i sit opslag:

'Min egen mor var hjemmehjælper. Jeg har den dybeste respekt for dem, som hjælper vores ældre. Helt ærligt, lad os lige hæve niveauet! Men jeg står ved, hvad jeg sagde: Vi har brug for flere 'indianere' – og færre 'høvdinge'.'

Læs alt om folketingsvalget her.