Rød blok står nu til 87 mandater i TV 2's prognose.

Og det giver dem de gyldne 90 mandater, hvis vi medregner tre fra Nordatlanten. Det færøske mandat er på plads. De to grønlandske mandater mangler fortsat, men de seneste seks valg, har de sendt mandater til rød blok.

»Det hele er mega dramatisk lige nu. Det ser ud til, at exitpolls ikke kommer til at ramme rigtigt,« fortæller Joachim B. Olsen, B.T.s politiske kommentator.

»Lige nu tyder det på, at det bliver et rødt flertal, og jeg har svært ved at se, hvordan det skal ændre sig,« fortæller han.

Han understreger nemlig, at det kun er de store byer, der mangler at blive optalt – og her plejer der at være rødt flertal.

»Det ser så også ud til, at Løkke ikke får de afgørende mandater og bliver kongemager. Det er svært at sige, men den rolle, han så ud til at få, sker måske ikke alligevel.«

Hvis det ender med et rødt flertal, så tror Joachim B. Olsen alligevel, at vi skal forberede os på dronningerunder – dog ikke så mange som først antaget.

»Hun vil gå til Dronningen og sige, at regeringen træder tilbage, og at der skal være dronningerunder, hvor hun vil være forhandlingsleder.«

»Her tror jeg, hun vil afsøge muligheden for at danne regering over midten, som hun tidligere har ytret. Men det tror jeg vil være skuespil. Det vil ende med en regering med SF og Radikale.«

DR og TV 2 har begge prognoser, der er baseret på cirka 96 procent optalte stemmer. De viser stadig en forskel på et enkelt mandat. DRs giver 86 mandater til rød blok, mens TV 2's giver 87 mandater.

Du kan følge mange flere reaktioner i B.T.s omfattende dækning af tirsdagens valg til Folketinget i vores liveblog.