Med under en uge til valget lander en ny Gallup-måling, der sender rystelser gennem den radikale valglejr.

For blot 3,7 procent af vælgerne står til at sætte deres kryds ved De Radikale, hvis der var valg i morgen. Det skriver Berlingske.

Målingen er foretaget af Kantar Public, og den viser den laveste vælgertilslutning i mere end et årti til Radikale Venstre.

Målingen beskrives af Kasper Møller Hansen, der er valgforsker ved Københavns Universitet, som en katastrofe for partiet.

»De står til at blive halveret, og det er en katastrofe i sig selv – men de risikerer også at blive et så lille parti, at det kan blive svært for dem at fungere,« siger han til avisen.

Ifølge valgforskeren er det især tabet af meget erfarne politikere i folketingsgruppen, der gør ondt på partiet.

Ved valget i 2019 fik Radikale Venstre med Morten Østergaard i spidsen 8,6 procent af stemmerne.

Ifølge Gallup-målingen står De Konservative til at få 6,2 procent af stemmerne, mens Venstre står til 13,8 procent af stemmerne.

Socialdemokratiet står til at høste 24,40 procent af stemmerne, og Moderaterne ligger til 8,8 procent.

Du kan få seneste nyt om det kommende folketingsvalg i B.T.s valglive.