Lyt til artiklen

Flere blå partiledere langer hårdt ud efter statsminister Mette Frederiksen (S).

»Det vigtigste er at komme af med Mette Frederiksen og få en borgerlig regering,« siger Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund.

Ordene falder under valgkampens første partilederdebat.

Indledende får hver partileder ti sekunder til at svare på, hvad der er det vigtigste for dem.

I stedet for at tale om egen politik og mærkesager, slår flere på statsministeren.

»Det vigtigste er, at vi får en statsminister, vi kan stole på, og som ikke er magtfuldkommen, så vi derfor også bliver hørt alle sammen i Folketinget,« siger Inger Støjberg, partileder i Danmarksdemokraterne.

Efter minkskandalen har Mette Frederiksen været under hård kritik for at være magtfuldkommen og egenrådig.

Heller ikke Liberal Alliance forpasser muligheden for at bruge de ti sekunder på at stikke til Mette Frederiksen.

»Det vigtigste er, at vi får en borgerlig-liberal regering, som respekterer vores folkestyre og vores grundlov,« siger partileder Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance.

En samlet blå blok har meldt ud, at den vil have en uvildig advokatundersøgelse af Mette Frederiksen og andre ministres juridiske ansvar i minksagen, hvis magten skifter efter valget.

Alex Vanopslagh når også at nævne nogle mærkesager som lavere skat og frihed.

Både Konservatives Søren Pape Poulsen og Venstres Jakob Ellemann-Jensen nævner økonomi og tryghed om danskernes økonomi som det vigtigste.

Mette Frederiksen selv fremhæver danskernes tryghed og privatøkonomi.

Læs B.T.s livedækning af partilederdebatten her.