Den konservative statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, har tidligere afvist at kommentere på sin eksmands usande historier om sin baggrund.

Nu løfter Søren Pape sløret for, at han kommer til at forklare, hvad der er op og ned i sagen. Men først på den anden side af valget.

»Jeg kommer til at adressere nogle af de her ting. Men det vil jeg ikke nu, fordi det er håbløst. Uanset hvad jeg siger, bliver det bare fulgt op af alle mulige historier,« siger Søren Pape Poulsen til B.T.

Du kan se interviewet med Søren Pape Poulsen i videoafspilleren øverst i artiklen.

Her refererer Søren Pape Poulsen til Ekstra Bladets afsløringer af, at hans eksmand, Josue Medina Vazquez, angivelig har løjet om at være jøde og være nevø til Den Dominikanske Republiks præsident.

'Min mand har sagt ting, som er forkert, mens andet er baseret på misforståelser. Det er oplysninger, som også jeg har viderebragt, men i god tro,' lød det i et opslag på Facebook fra den konservative formand, da afsløringerne så dagens lys.

Afsløringer, som Søren Pape Poulsen beskriver som »fordrejede« og »meget forkerte«.

Han vil dog ikke konkretisere, hvilke af de ting, hans ægtefælle har sagt, som er forkerte.

»Jeg tror, at sandsynligheden for, at jeg får en fair behandling, er lig nul,« siger Pape.

Han henviser til, at Ekstra Bladet har måttet undskylde over for den konservative formand for at have bragt en ukorrekt historie om ham. Han beskriver forløbet som barskt.

»Jeg håber, at mange vælgere vil huske, at jeg er den samme, som jeg var for ti uger siden. Jeg er et ordentligt og hæderligt menneske,« slutter Søren Pape.

Ifølge seneste Voxmeter-måling står De Konservative til at få 5,9 procent af stemmerne. Det vil betyde, at partiet går et mandat tilbage sammenlignet med valget i 2019.

Hør B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' her: