Martin Lidegaard kan nu kalde sig politisk leder for De Radikale.
Men i sin tid kom han faktisk i Folketinget ved en fejl.
Vi skal skrue tiden tilbage til Folketingsvalget i 2001.
Her var der kludder i opstillingsmodellen, men trods fejlen ville Lidegaard ikke afgive sit mandat til partifællen Charlotte Fischer.
»Jeg trækker mig ikke, og jeg er heller ikke blevet bedt om at trække mig,« sagde Martin Lidegaard dengang til B.T.
Det var Charlotte Fischer mildest talt ikke tilfreds med.
»Jeg ønsker ikke at køre det for langt. Denne sag har skadet partiet meget. Min mailbox er fuld af breve fra folk, som er skuffede over både partiet og Martin Lidegaard. Flere har endda sagt, at de slet ikke ville have stemt radikalt, hvis de havde vidst, at der var tale om kredsvis opstilling,« sagde Charlotte Fischer dengang til Berlingske.
Kort fortalt var misæren, at kandidaterne ifølge De Radikales vedtægter skulle benytte sidestillet opstilling, som betyder, at de kandidater, der får flest stemmer, bliver valgt, uanset hvor de står på listen.
Men ved en fejl blev der i stedet brugt kredsvis opstilling, hvor alle listestemmerne går til den kandidat, der står øverst på listen. Derfor blev Martin Lidegaard valgt til Folketinget, selv om han fik færre personlige stemmer end Charlotte Fischer ved valget i 2001.
På et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde hos De Radikale i København foreslog Charlotte Fischer, at partiet skulle bede Martin Lidegaard om frivilligt at overlade sit mandat til hende.
Men forslaget faldt med mindst mulig margin: 25 stemmer mod 24.
Lyt også til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen', hvor valgforsker Martin Vinæs Larsen er gæst:
