Statsminister Mette Frederiksen mener ikke, at hun og regeringen har ændret holdning om en undersøgelse af sagen i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det siger hun til B.T. fra Bornholm.

»Der er opbakning fra Socialdemokratiet i forhold til at nedsætte en kommission,« siger statsministeren således i dag.

I går lød det ellers, at hun og partiet ville afvente afgørelsen af retssagen mod Lars Findsen.

Men det er nogenlunde det samme, der lød torsdag, siger Mette Frederiksen.

»Vi sagde allerede i går, at selvfølgelig kan Folketinget beslutte sig på det her område,« siger hun.

Hun understreger dog, at tingene skal tages i den rette rækkefølge.

Det er klart, der er en tiltale i sagen, og det er vigtigt, at domstolene får lov til at arbejde. Ting skal tages i den rigtige rækkefølge,« lyder det.

Der er dermed nu et solidt flertal på tværs af Folketinget for at få undersøgt FE-skandalen til bunds – før eller siden – efter den tidligere spionchef i går udgav en meget omtalt bog, hvor han kom med sin version af forløbet og derigennem rejste en kras kritik af regeringens håndtering.

B.T.s udsendte forsøgte at få Mette Frederiksen til at svare på flere spørgsmål omhandlende den hårde kritik, Lars Findsens bog lancerer mod blandt andre Trine Bramsen og Barbara Bertelsen.

Herunder dette citat, som Findsen påstår, Trine Bramsen har sagt:

»Jeg er med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med i så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90,« sagde Trine Bramsen angiveligt.

Men Mette Frederiksen afviste at kommentere dem alle. Det kan du se i videoen øverst i artiklen her.

Derudover blev hun også spurgt, om hun havde tillid til tidligere forsvarsminister Trine Bramsen, der især får hårde ord med på vejen i bogen.

»Jeg har tillid til alle regeringens ministre,« lød det fra Mette Frederiksen, før hun forlod journalisterne.